Klima, miljø og energi
  • Få siden oplæst

Afmelding og etablering af olietanke

Læs om regler for afmelding og etablering af olietanke

Afmelding af olietanke

Sløjfning af tanke til mineralolieprodukt eller biobrændsel er omfattet af Bekendtgørelsen nr. 1611 af 10. december 2015, om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines. Her er et uddrag af bestemmelserne i denne:  

"Når brugen af en tank ophører, skal tanken sløjfes forskriftsmæssigt. Dette indebærer, at tanken skal tømmes for olie, bundsuges og at alle rørføringer skal afmonteres. Påfyldningsstuds og udluftningsrør skal også afmonteres og hullet tilproppes, såfremt tanken ikke fjernes fra ejendommen." 

Der er fastsat bestemte levetider for forskellige typer af olietanke. Læs mere om sløjfningsterminer for små olietanke under 6.000 liter

Når tanken er sløjfet forskriftsmæssigt, skal du afmelde olietanken til kommunen. 

Udfyld og indsend skema til afmelding af olietanke, eller afmeld olietank via selvbetjeningsportalen Byg og Miljø

Det bliver efterfølgende registreret i kommunens arkiver, at tanken er afmeldt. Af skemaet fremgår det, hvordan din olietank kan sløjfes.  

Er du i tvivl om hvordan din olietank skal sløjfes, er du velkommen til at kontakte en miljømedarbejder i Høje-Taastrup Kommune på tlf. 43 59 10 00 eller ved e-post til tmc@htk.dk  

Se også Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om sløjfning af olietanke.

Etablering af olietanke

Etablering af tanke til mineralolieprodukt eller biobrændsel er omfattet af Bekendtgørelsen nr. 1611 af 10. december 2015, om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines. 

Du kan bruge skema til at anmelde etableringen af din olietank eller anmelde om etablering af ny olietank via selvbetjeningsportalen Byg og Miljø.

Har du undersøgt om din ejendom er omfattet af forsyningspligt til anden varmeforsyning?

Læs om byrådets beslutninger om tilslutningspligt til fjernvarme

Frist for anmeldelse af olietank

Anmeldelsen skal fremsendes til kommunen senest 4 uger før tanken etableres. Dog skal etablering af villatanke først anmeldes 2 uger før.

Etablering af nedgravede anlæg større end 100.000 liter og overjordiske anlæg større end 200.000 liter må ikke foretages, før der er meddelt godkendelse af kommunen.

Tankattesten skal fremsendes til kommunen når tanken er etableret.  

Etablering skal udføres af sagkyndig

Etableringen skal udføres af en sagkyndig tankinstallatør med erhvervs- og produktansvarsforsikring for pågældende type arbejde.  

Ved etableringen af tanke skal følgende krav være opfyldt

Tankens afstand til nærmeste indvindingsboring til almene vandforsyningsanlæg må ikke være mindre end 50 meter.

Tankens afstand til andre boringer og brønde, hvorfra der indvindes drikkevand, må ikke være mindre end 25 meter. Dette gælder dog ikke for fritstående indendørs olietanke med rumindhold på under 6000 liter, med overjordiske rørsystemer, der ikke er indstøbte eller indmuret.

Tanken og dens rør må ikke nedgraves eller anbringes under eller så tæt ved bygninger, at de ikke kan fjernes.

Pejlehul og eventuelt mandehul i tanken skal være let tilgængelig.

For nedgravede tanke gælder yderligere regler

Det skal sikres, at tanken og dens belægning inden nedgravningen er ubeskadiget, og at tank og
rørsystem under nedgravningen ikke bliver beskadiget.

Tanken skal i udgravningen være nedlagt i et lag af sand på mindst 15 cm omkring hele tanken.
Ved høj grundvandsstand skal tanken sikres mod opdrift.  

For villatanke gælder yderligere regler

Rørforbindelsen mellem tank og forbrugssted skal være enstrenget, og på overjordiske tanke skal der være monteret overfyldningsalarm.

Forurening

Hvis du får mistanke om at tanken er utæt, skal kommunen straks underrettes.

Overjordiske olietanke af plast af mærket Titan R1225

Hvis du har en overjordisk olietank af plast af mærket titan R1225 og tanken er produceret/forhandlet af Kingspan Miljøcontainere i perioden 2002-2004, kan tanken være fejlbehæftet og du skal straks kontakte Thyholm Olieservice på tlf. 97 87 16 31 eller pr. mail @thyholmolie.dk. De vil så kunne afklare, om der er tale om en af de fjelproducerede tanke. Thyholm Olieservice udskifter ikke olietanken uden beregning. Læs mere i brev fra Miljøministeriet om håndtering af olietanke af mærket Titan R1225. 

Regler for olietanke 

Olietankbekendtgørelsen har til formål at begrænse antallet af forureninger fra olietanke, derfor angiver olietankbekendtgørelsen bl.a. levetider = sløjfningsterminer for tanke under 6000 liter. Disse er beskrevet nedenfor.

Fritstående tanke under 6000 liter  

Fritstående tanke er overjordiske tanke opstillet udendørs, i kældre og udhuse m.v. Tanke hvis alder ikke kan fastslås skal sløjfes senest 31. august 2008. Ståltanke skal sløjfes senest 30 år efter fabrikationsåret, og enkeltvæggede plasttanke skal sløjfes senest 25 år efter fabrikationsåret. Såfremt aldersgrænsen overskrides inden den 31. august 2008 skal begge tanktyper dog først sløjfes inden den 31. august 2008. Dog kan typegodkendte ståltanke med indvendig korrosionsbeskyttelse og dobbeltvæggede tanke af plast anvendes i 40 år efter fabrikationsåret.

Nedgravede tanke under 6000 liter  

Nedgravede, glasfiberbelagte ståltanke skal sløjfes 40 år efter fabrikationsåret. Dog først 50 år efter fabrikationsåret, hvis tanken også er indvendig korrosionsbeskyttet. Ståltanke der ikke er udvendig beklædt med glasfiberarmeret polyester eller anden typegodkendt belægning er ulovlige og skal sløjfes straks. Dette er typisk olietanke fremstillet før 1. april 1970.

Tanke med udvendig belægning med glasfiberarmeret polyester, som ikke er typegodkendte eller hvor fabrikationsåret ikke kan fastslås, skal sløjfes senest 31. marts 2010.

Nedgravede tanke af plast skal sløjfes senest 45 år efter fabrikationsåret. Såfremt aldersgrænsen overskrides inden den 31. marts 2015 skal tanken dog først sløjfes inden den 31. marts 2015.

Kugletanke af plast fra Ajva-Plast A/S skal sløjfes senest 20 år efter nedgravning.

Flaskehalsproblemer 

Er det ikke muligt at udskifte tanken med en ny eller at udskifte tanken med en anden varmeforsyning til tiden p. g. a. problemer med levering af materiel eller håndværksydelser, giver olietanksbekendtgørelsen i særlige tilfælde mulighed for at fristen forlænges 1-2 år. Kontakt kommunen i god tid, hvis dette er aktuelt for dig.

Større tanke  

For tanke over 6000 liter er der indført nye regler omkring krav til driftskontrol, overvågning m.m.

Tanken skal være i forsvarlig stand  

Olietankbekendtgørelsen kræver at tankanlæg ikke må være i åbenlys uforsvarlig stand. Kommunen har med olietankbekendtgørelsen hjemmel til at kræve uforsvarlige tanke repareret eller sløjfet.

Som ejer af en olietank, er du ansvarlig for, at tanken og det tilhørende rørsystem er lovligt. Dette er også betingelsen for at være omfattet af den særlige forsikringsordning for villatanke, der dækker undersøgelse og oprydning af olieforurening i jorden, når tanken er tilsluttet et oliefyr til opvarmning af en bolig.

Tjek din olietank  

Er du i tvivl om hvornår din tank skal sløjfes eller om dit tankanlæg i øvrigt opfylder reglerne, anbefaler vi, at du får foretaget et tjek i forbindelse med det årlige besøg fra skorstensfejer eller oliefyrstekniker.

Inden du sløjfer en olietank eller etablerer en ny olietank, skal du anmelde ændringen til kommunen. Her er link til beskrivelse af hvordan man gør og skemaer til afmelding af gamle olietanke og til anmeldelse af nye olietanke . Du kan også telefonisk kontakte Teknik- & Miljøcenteret og få tilsendt de nødvendige skemaer.

Yderligere information  

Læs mere om regler for olietanke på Miljøstyrelsens hjemmeside. Her kan du bl.a. finde Miljøstyrelsens pjece ”Tjek din olietank". Du kan se om kommunen har registreret en tank på din ejendom på Den Offentlige Informationsserver.

Afmelding og etablering af olietanke reguleres af Bekendtgørelse nr. 1321 af 21.12.2011 om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines.

Opdateret 12. april 2016

Ansvar for denne side

Teknik- og Miljøcenter

T: 43 59 10 00
E-mail: tmc@htk.dk