Familie, børn og unge
  • Få siden oplæst

Hvor kan man ellers få anonym rådgivning?

Der er ingen bekymringer, vi ikke vil tage hånd om. Men det kan være, at du står med en helt særlig problematik, eller at du har brug for at snakke med nogen uden for vores åbningstider.

Nedenfor finder du en liste med links til nogle tilbud, hvor du - som barn eller ung - kan henvende du, uden at du skal oplyse, hvem du er og hvor du bor. Det kaldes at være anonym, og det respekterer dem, du kommer til at snakke med. Du kan både henvende dig telefonisk og skriftligt.

Der er både nogle, som lytter til og rådgiver om alt mellem himmel og jord, og andre som har eksperter siddende til at rådgive om helt specifikke problematikker. Klik på linkene nedenfor og se, om de enkelte tilbud kunne være en hjælp for dig:

Alkolinjen giver anonym rådgivning om alkoholproblemer til pårørende og drikkende på tlf. 80 200 500 alle hverdage kl. 11-15. Læs mere i folderen fra Alkolinjen.

Børnetelefonen lytter til og rådgiver børn og unge om alle mulige bekymringer, som man kan have - lige fra kærestesorger, mobning til hashmisbrug eller vold. Ring på 116 111 alle dage kl 11-23. Der er desuden åbent frem til kl. 02 natten til fredag og natten til lørdag.

LOKK tilbyder telefonisk, personlig rådgivning og konfliktmægling til unge med etnisk minoritetsbaggrund, der er udsat for æresrelaterede konflikter. LOKK - Landsorganisation af kvindekrisecentre arbejder generelt for at forebygge og bekæmpe fysisk og psykisk vold mod kvinder og børn. Telefonen (70 27 76 66) er åben døgnet rundet.

Etnisk ung drives også af LOKK. Hvis du er ung med etnisk minoritetsbaggrund og f.eks. har konflikter med familien om ære, kan du ringe til Etnisk ung på 7027 76 66 hele døgnet.

Linjen er oprettet af Børn, unge & sorg og er en anonym telefonrådgivning for børn og unge, hvis far eller mor er alvorligt syg eller død. Venner, kærester og forældre til de unge er også meget velkomne til at ringe og få rådgivning om, hvordan man bedst muligt kan støtte. Du kan ringe til Linjen på 70 209 903 mandag-torsdag kl. 17-21.

Livslinien rådgiver børn og unge, der går med selvmordstanker. At søge rådgivning, når livet er svært, kan være nødvendigt og kræve mod. På Livslinien er de vant til at tale om selvmord og selvmordstanker og vil meget gerne tale med dig. Alle kan blive ramt af selvmordstanker af mange forskellige årsager. Selvom det kan opleves som svært at tale om selvmordstanker, så oplever de fleste, at det er en stor psykisk lettelse at få sagt det højt og få talt om det. Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201, er åben alle årets dage fra kl. 11-04.

Joan Søstrene tilbyder anonym rådgivning til piger og unge kvinder, der har været udsat for vold, voldtægt eller seksuel chikane. Joan Søstrene tilbyder personlig eller telefonisk rådgivning (33 14 74 84) mandag og torsdag fra kl. 18-20.30.

LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade) tilbyder anonym rådgivning omkring spiseforstyrrelser og selvskade. LMS' telefoner (70 10 18 18) er åbne mandag-torsdag kl. 16-20.

Mindhelper

Få viden om alt fra angst til ensomhed og kærestesorger. Skriv til Mindhelpers brevkasse og få et godt råd. Eller brug vejviseren til at finde hjælpetilbud nær dig.


Opdateret 14. september 2016

Ansvar for denne side

Børne- og Ungerådgivningscenter

T: 43 59 12 00
E-mail: BURC@htk.dk