Familie, børn og unge
  • Få siden oplæst

Sorggruppe

Sorggruppen er for børn og unge mellem 6 og 18 år, hvis far, mor eller søskende er død eller livstruende syg.

En ny sorggruppe skal hjælpe børn og unge mellem 6 og 18 år, hvis far, mor eller søskende er død eller livstruende syg.

Hvert år mister 2500 danske børn mellem 0-18 år deres mor eller far, og 700 børn mister en bror eller søster. Derudover lever 42.000 børn årligt med, at mor eller far bliver indlagt med en livstruende sygdom. Disse børn og unge har naturligvis brug for særlig støtte, bl.a. for at undgå at børnenes sorg udvikler sig til såkaldt kompliceret sorg, som kan have svære følger for børnene. 

Derfor opretter Høje-Taastrup Kommune nu tilbuddet om en sorggruppe: Støtte kan gøre markant forskel ”Vi ønsker at give alle børn og unge i Høje-Taastrup Kommune, uanset baggrund, mulighed for at deltage i en sorggruppe. Det er kendt, at professionelle voksne omkring denne gruppe børn kan gøre en markant forskel. Børn, der har fået hjælp og støtte i en sorggruppe, har mindre behov for specialundervisning, færre dropper ud af uddannelse, og de har mindre risiko for at udvikle depression senere i livet”, fortæller borgmester Michael Ziegler i en pressemeddelse den 12. maj 2016.

”I gruppen vil barnet eller den unge møde andre børn og unge, der har oplevet det samme. I gruppen får de mulighed for at tale om tabet, sorgen og det, der nu er anderledes."

Gruppen ledes af en sundhedsplejerske med særligt kendskab til børn og unge i sorg”, fortæller Kurt Scheelsbeck, formand for Institutions- og Skoleudvalget. Han understreger også, at det er gratis at være med i sorggruppen.

Sorggruppen for børn og unge kommer til at mødes i Familiens hus, Gadehavegårdsvej 7 i Taastrup, onsdage i ulige uger kl. 15.30 – 17.30.

Mere information og tilmelding

Vil du vide mere eller tilmelde et barn eller en ung til sorggruppen, kan du kontakte sundhedsplejerske Kirsten Holm Hels på tlf. 23 10 92 35 eller via mail til kirstenhel@htk.dk.

Opdateret 24. januar 2017

Ansvar for denne side

Børne- og Ungerådgivningscenter

T: 43 59 12 00
E-mail: BURC@htk.dk