Voksne og ældre
  • Få siden oplæst

Fingeraftryk i pas

Alle nye pas lagrer fingeraftryk i passets chip. Denne regel vil gøre det vanskeligere at forfalske og misbruge pas.

Reglerne blev indført den 1. januar 2012 og betyder bl.a., at alle, der ansøger om at få udstedt et pas, skal afgive sit fingeraftryk i forbindelse med pasansøgningen. Det gælder dog ikke børn under 12 år og pasansøgere fra hvem det varigt er umuligt at optage fingeraftryk. 

Fingeraftrykket vil blive lagret i passets chip og vil gøre det nemmere for pasmyndighederne at kontrollere, om et pas er ægte.

De nye regler betyder ikke, at allerede udstedte pas skal ombyttes. Det er først, når ens eksisterende pas udløber, at det er nødvendigt at anskaffe sig det nye pas.

For at dække de omkostninger, der er forbundet med at optage fingeraftryk i pas, indføres et nyt gebyr på 26 kroner. 

Baggrund

Baggrunden for den nye pasbekendtgørelse er en EU-forordning, som bl.a. indeholder et krav om, at der skal optages fingeraftryk i pas.

Bekendtgørelsen om pas er udstedt med hjemmel i paslovens § 1, stk. 2. Hjemlen til at opkræve gebyret på 26 kr. blev indført ved lov nr. 613 af 14. juni 2011.

Bekendtgørelsen giver endvidere mulighed for, at en pasansøger kan legitimere sig ved forevisning af sundhedskort sammen med billedlegitimation, hvis vedkommende ikke har et tidligere udstedt pas. Herudover afskaffer bekendtgørelsen muligheden for at få udstedt såkaldte fællespas og muligheden for, at børn under 15 år kan rejse med en voksen uden egen rejselegitimation, hvis barnet er optaget i den voksnes pas før 1. oktober 2004. Bekendtgørelsen indeholder endvidere en begrænsning i muligheden for at få forlænget gyldighedstiden for et pas.

Opdateret 10. juni 2016

Ansvar for denne side

Borger- og Arbejdsmarkedscenter

T: 43 59 10 00
E-mail: bac@htk.dk