Voksne og ældre
  • Få siden oplæst

Alkoholmisbrug

Har du eller en af dine nærmeste brug for afklaring eller hjælp i forhold til overforbrug eller misbrug af alkohol kan du henvende dig hos din egen læge.

Som borger i Høje-Taastrup Kommune kan du også henvende dig i Social- og Handicapcentret på Rådhuset til Misbrugskonsulenten på Tlf. 43 59 16 90 eller e-mail til socialhandicap@htk.dk

Hvis du er under 18 år og ønsker rådgivning eller behandling for et alkohol- eller stofmisbrug kan du kontakte Familieteamet, Børne- og Unge rådgivningscentret i Høje Taastrup Kommune, tlf. 43 59 10 00.

Borgere kan gratis og anonymt få ambulant alkoholbehandling. Borgere kan frit vælge behandling på alkoholambulatorium, uanset hvor de bor. Det ambulante behandlingssted skal være godkendt og optaget på tilbudsportalen. Behandlingen finder sted i tilknytning til borgerens sædvanlige nærmiljø og behandlingen kan være mere eller mindre intensiv afhængig af borgerens behov. F.eks. passer borgeren typisk sit arbejde ved siden af behandlingen.

Alkoholbehandlingen skal iværksættes senest 14 dage efter at borgeren har henvendt sig.

Borgere med et helbredstruende eller invaliderende alkoholmisbrug kan have behov for en længerevarende behandling for sit alkoholafhængighed evt. døgnophold. Det er Social- og Handicapcenteret, der henviser til længerevarende tilbud ud fra en konkret individuel vurdering.

Høje-Taastrup Kommunes Social- og Handicapcenter samarbejder blandt andet med nedenstående samarbejdspartnere der både tilbyder ambulant og/eller længerevarende behandling.

Blå Kors Behandlingscenter

Tilbyder professionel og individuel hjælp til mennesker med alkoholproblemer. Behandlingsforløbet består af terapi og undervisning, der er med til at øge borgerens indsigt i egen afhængighed og konsekvenserne på det fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle område. Familie og pårørende påvirkes af livet sammen med en alkoholafhængig. Derfor tilbydes en række kurser, som er målrettet til de mennesker, der lider under andres afhængighed.

Se mere på Blå Kors, Behandlingscenter Taastrups hjemmeside

Anonyme Alkoholikere

Er et fællesskab af mænd og kvinder, der deler erfaring, styrke og håb for at kunne løse deres fælles problem og derigennem hjælpe andre til at komme sig af alkoholisme. Det eneste, der kræves for at blive medlem, er et ønske om at holde op med at drikke. Der betales intet kontingent. AA klarer sig selv økonomisk gennem egne frivillige bidrag. Hovedformålet er at forblive ædru og hjælpe andre alkoholikere, at opnå ædruelighed.

Se mere om anonyme alkoholikere

For pårørende til alkoholikere

Pårørende henvises til Al-Anon, som henvender sig til pårørende til alkoholikere. Her arbejdes med de samme trin og den samme forståelse, som i AA. Det koster ikke noget at deltage, og ligesom AA deler Al-Anon styrke, håb og erfaring.

Se mere på www.al-anon.dk

Lænken

Tilbyder behandling, efterbehandling, rådgivning for alkoholmisbrugere og samtaler med pårørende til alkoholmisbrugere. En vigtig del af behandlingen er tilbuddet om at bygge et andet liv op uden alkoholmisbrug. Derfor er der i Lænken også mulighed for socialt samvær uden alkohol med mennesker, der kender til det hele fra egne erfaringer. Behandlingen hos lænken sammensættes fleksibelt ud fra en individuel afdækning af behov og ønsker.

Se mere om Lænken

For mere information om Høje-Taastrup Kommunes serviceniveau til borgerne med alkoholafhængighed, se kvalitetsstandarden for området.

Opdateret 16. april 2015

Ansvar for denne side

Social- og Handicapcenter

T: 43 59 10 00