I sommeren 2012 afsluttedes kvalificeringen af COBEs projekt ’Koblingen’, og der foreligger nu en helhedsplan for fremtidens Høje Taastrup C. Høje-Taastrup Kommune arbejder videre på at udvikle området, og på at sikre det planmæssige grundlag for byudviklingen.
Parallelopdraget blev sat i gang af Høje Taastrup Kommune og Danica Ejendomsselskab ApS, og fire teams gav deres bud på fremtidens Høje Taastrup. COBE blev udpeget som rådgivere for en bred projektgruppe med deltagere fra Høje-Taastrup Kommune og Danica Ejendomsselskab. Projektgruppen arbejdede sammen med rådgiverne i workshops og gav input til kvalificeringen af COBEs konkurrencebidrag, og i løbet af første halvår 2012 lavede COBE den helhedsplan, der nu ligger til grund for den videre planlægning og udvikling af området. Helhedsplanen skal skabe bedre forbindelse mellem Høje Taastrup Station og City2, og udvikle området herimellem til en mangfoldig og levende bydel med detailhandel, erhverv, boliger og kulturtilbud.
Projektet er i høj grad fokuseret på en processuel udvikling af Høje Taastrup C, og formår dermed at skabe et sammenhængende, fleksibelt og samtidig robust projekt, der over tid vil frigive de potentialer der ligger i området tæt ved Høje Taastrup Station. Hovedgrebet for projektet er en aktivitetsbaseret bypark, der skal være en vigtig forbindelse mellem City2 og Høje Taastrup Station for gående og cyklister, og et attraktivt byrum for hele Høje Taastrup. Det vil blive et multifunktionelt og utraditionelt parkstrøg, som skal være udgangspunkt for udvikling af området, med aktivitetsmuligheder, der tiltrækker mennesker fra starten af, men som også rummer stor fleksibilitet over for såvel trafikale som aktivitetsmæssige ændringer.

Arkitektkonkurrencen har været udskrevet som et parallelopdrag, hvilket betyder, at der ikke er udpeget en vinder af konkurrencen, men derimod en rådgiver, der skal videreudvikle projektet ud fra en række kriterier givet af dommerkomiteen. Derudover kunne kvaliteter og elementer fra de tre øvrige projektforslag implementeres. Et enigt dommerpanel vurderede at team COBEs projekt 'Koblingen' bedst indfriede de forventninger som Høje-Taastrup Kommune og Danica Ejendomsselskab har haft til parallelopdraget. Team COBE består af COBE arkitekter, Topotek1, Grontmij/Carl Bro, ICP og Transsolar Energitechnik.
Høje-Taastrup Kommune er påbegyndt arbejdet med plangrundlaget for området. Interesserede virksomheder og investorer har mulighed for at sikre sig en del af det nye attraktive område.
De fire projektforslag har været udstillet på Høje Taastrup Rådhus og i CITY2.
Hvis du vil vide mere om de enkelte projektforslag samt dommerbetænkningen, kan se ses på nedenstående links.
Team COBE, 'Koblingen'
Team Polyform og Henning Larsen, 'Strøgbyen'
Team Entasis, 'Labyrinten'
Team Transform og Cebra, 'Skyline'
Dommerbetænkning
Yderligere information
Klaus Torsbjerg Møller
Udviklingschef
Tlf.: 4359 1251
Mobil: 2029 5113
E-mail: klausmoe@htk.dk