Høje-Taastrup Kommune blev omtalt i et nyhedsindslag på P4 torsdag den 20. september. Af indslaget kan man få det indtryk, at Høje-Taastrup og en række andre kommuner, der tilbyder pasfotos i Borgerservice, aftaler priser med lokale fotohandlere, så prisen bliver holdt kunstigt høj i modstrid med konkurrencereglerne.
Høje-Taastrup Kommune skal oplyse, at kommunen ikke som hævdet har indgået prisaftaler med leverandøren eller andre konkurrerende fotohandlere. Leverandøren af pasfotoløsningen i Borgerservice fastsætter prisen og får den fortjeneste, der måtte være efter leverandørens udgifter til udvikling og drift af løsningen samt betaling til kommunen for strøm og leje af foto-arealet.
Det er samtidig vigtigt at bemærke, at borgeren fortsat kan vælge at medbringe et foto og dermed fravælge fotografering i Borgerservice.