14. februar 2012

Fjernvarme i Fløng

Udbygningen af fjernvarmen i Høje-Taastrup Kommune er i fuld gang, og nu kommer et projektforslag om indførelse af fjernvarme i Fløng i høring. Projektforslaget sendes i offentlig høring fra 14.02.2012 og fire uger frem. Projektet er led i den samlede udbygning af fjernvarmen i Høje-Taastrup Kommune, som skal sikre en bæredygtig og fremtidssikret energiforsyning.

Høje Taastrup Fjernvarme har præsenteret et projektforslag for udbygning af fjernvarmen i Fløng i et område nord for motorvejen. I dag er området forsynet med naturgas. Ved byrådets godkendelse af projektforslaget er der lagt vægt på, at ingen skal stilles dårligere ved indførelse af tilslutningspligt.

 

Illustration fjernvarme i Fløng

Kort over området der er omfattet af projektforslaget (Fløng).

 

Tilslutningspligt

Projektforslaget indebærer, at der indføres tilslutningspligt for ny bebyggelse og eksisterende bebyggelser. Endvidere indføres krav om tilslutning til fjernvarme, når en væsentlig varmeinstallation skal udskiftes. Tilslutningspligten på de pågældende ejendomme tinglyses efter vedtagelse af tilslutningspligten.

Fritagelsesmuligheder

Visse grundejere kan efter ansøgning opnå fritagelse for tilslutningspligten. Det gælder for ejere af ejendomme, hvor det vil være urimeligt dyrt at omstille til fjernvarme, samt ejendomme der i dag forsynes med mere end 50% vedvarende energi eller egen overskudsvarme. Ejendomme, der påregnes nedskrevet inden for en kortere årrække, kan også fritages for tilslutningspligten. Hvis en ejendom ikke er konstant opvarmet i fyringssæsonen, kan der ligeledes ansøges om fritagelse. Ejere af eksisterende lavenergibygninger fritages for tilslutningspligten. Sidst men ikke mindst kan pensionister søge om fritagelse for tilslutning.

Grundejere der vurderer, at de lever op til en eller flere af ovenstående fritagelsesbestemmelser bør besvare kommunens høringsskrivelse og anmode om at blive fritaget for tilslutningspligten med henvisning til og dokumentation for de forhold, der måtte berettige til det.

Informationsmøde og høring

Projektforslaget er i høring hos grundejerne fra 14.02.2012 til og med 14.03.2012 – dvs. høringssvar skal være kommunen i hænde senest onsdag den 14.03.2012. Eventuelle bemærkninger kan således blive indarbejdet forud for den endelige godkendelse af projektforslaget. Det samlede projektforslag findes i kommunens digitale klima-plan på dette link http://kortlink.dk/agmu.

Høje Taastrup Fjernvarme inviterer til informationsmøde om fjernvarme i Fløng onsdag 07.03.2012 kl. 19-21 i Fløng Forsamlingshus.

Bemærkninger sendes til:

Høje-Taastrup Kommune, Teknik- og Miljøcentret, Bygaden 2, 2630 Taastrup, eller på e-mail: TMC@htk.dk 


Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte klimakonsulent Steen Olesen direkte på telefon 43591274 eller på e-mail: steenole@htk.dk 

Kommenter siden
Tip en ven
Abonnement
Udskriv
Få siden oplæst
Vis indhold med lille skriftstørrelse
Vis indhold med mellem skriftstørrelse
Vis indhold med stor skriftstørrelse
Ansvar for denne side:
Teknik- og Miljøcenter
Bygaden 2
2630 Taastrup
Tlf.:
43 59 10 00