Bør vinduerne udskiftes? Er muren ordentlig isoleret? Inden længe vil omkring 2000 familier i Fløng og Hedehusene få afdækket varmetabet fra deres huse ved hjælp af overflyvninger, hvor husenes varmetab termo-fotograferes fra luften.
Alle data samles i en 3D-model, der viser, hvor varmespildet er. Høje-Taastrup bliver den første kommune, der anvender denne form for varmetabskortlægning fra firmaet Scankort i sin klimaindsats.
Så er det slut med at fyre for gråspurvene i Høje-Taastrup Kommune. En helt ny teknologi skal hjælpe husejere til at spotte, hvor deres hus trænger til renovering – til gavn for både klima og pengepung.
Varmespild – set fra luften
Scankort filmer husene fra luften med særligt udstyr, termografiudstyr, der kan registrere selv små varmeforskelle. En 3D-model af området kan efterfølgende med forskellige farver vise graderne af varmetab på bygningerne. Et stort varmetab vil lyse rødt, mens et lavt varme-tab bliver vist i blåt.
3D-teknikken er så nøjagtig, at man vil kunne se, om det er vinduerne, væggene eller taget, der taber varme og har behov for en energirenovering.
Verdenspremiere i 3D
Så vidt vides er det er første gang nogensinde, at man ved hjælp af overflyvninger samler data om varmetab i en 3D-model.
”Vi ser det som et effektivt redskab til at kortlægge varmetab og til at vise borgerne, hvor de med fordel kan renovere deres huse og dermed reducere deres varmespild”, siger borgmester Michael Ziegler og fortsætter:
”Vi skal have gjort de røde huse blå. Varmetabs-værktøjet er en stærk måde at vise borgerne, hvordan de kan skåne miljøet og samtidig spare penge. Vi ved, at der er store gevinster at hente ved at energirenovere vores boliger”.
2000 huse filmes
Scankort er specialister i kort og geodata og var straks med på idéen, da kommunen sidste efterår kontaktede firmaet for at høre mere om, hvordan man kunne gennemføre en varme-tabs-kortlægning.
”I Scankort glæder det os meget, at vi kan være med til at introducere en ny teknologi, som kan bidrage til klimaindsatsen i Danmark. Vi har store forventninger til termografisk måling, som en metode, der præcist, hurtigt og økonomisk fordelagtigt giver grundlag for at vurdere varmetab i boligmassen”, siger administrerende direktør Claus Jørgen Nielsen.
Der er tale om det første pilotprojekt i Danmark, og 3D-varmetabet bliver i første omgang vist på mindst 2000 huse i Hedehusene og Fløng. Derudover vil man kunne se varmetabet på enkelte bygninger og bebyggelser som City 2, Rådhuset og kommunens Driftsby.
”Forhåbentlig bliver resultaterne i Hedehusene og Fløng så gode, at projektet kan udvides til hele Høje-Taastrup”, understreger Michael Ziegler.
Fra billeder til handling
Varmetabsbillederne skal følges op af handling. Derfor er Høje-Taastrup Kommune sammen med en række aktører i gang med at udvikle såkaldte ”klimapakker”, som skal hjælpe boligejerne i gang med at energirenovere deres hus. Klimapakkerne består af rådgivning, energi-renovering og konkret forslag til finansiering.
”Hvis man kan se, at ens hus taber varme, skal det være nemt at komme i gang med at gøre noget ved det, og det skal klimapakkerne hjælpe med”, siger Michael Ziegler.
Høje-Taastrup deltager i Danmarks Naturfredningsforenings projekt ”Klimakommune” og har forpligtet sig til at nedbringe CO2-udledningen med 2 % om året 2009-2013.
Varmetab på nettet
3D-værktøjet vil blive tilgængeligt for alle via Google Earth og lagt på Høje-Taastrup Kommunes hjemmeside www.htk.dk. Det er forventningen, at det kan præsenteres i efteråret. Virksomheder vil kunne anvende værktøjet til at målrette deres markedsføring af ydelser i forbindelse med energirenovering.
City 2, Dansk Retursystem A/S, Nykredit og Rockwool yder økonomisk støtte til projektet.
Se indslag i TV-Avisen den 18. februar kl. 18.30.
Flyvningerne over Hedehusene og Fløng sker i et 2-motors fly af typen Piper Navajo med termografisk fotoudstyr.
Det termografiske kamera og og det præcise positioneringsudstyr i bunden af flyet.