Byrådsmedlemmerne i Høje-Taastrup Kommune slipper for bunkevis af papir, når de fremover kan downloade deres sager på computeren. De nye E-dagsordener gør det muligt at nedlægge rådhusets trykkeri og spare penge.
Når byrådsmedlemmerne i Høje-Taastrup fremover går til møde, skal de ikke brede store papirbunker ud foran sig på mødebordet. I stedet kan de sidde med hver deres lille tablet-computer og klikke sig rundt i dagsordenen.
Ved at overgå til elektroniske dagsordener og satse endnu mere på digital information til borgerne kan rådhuset lukke sit trykkeri og udlicitere de opgaver i form af bl.a. pjecer og plaka-ter, der stadig skal udkomme på tryk.
Borgmester Michael Ziegler har gode erfaringer med at benytte sin tablet som arbejdsred-skab, og han glæder sig derfor til at slippe for papirrod på skrivebordet, når årets 1200 sider dagsordener til udvalgene bliver tilgængelige på skærmen.
”Elektroniske dagsordener er endnu et eksempel på, hvordan vi løbende arbejder med at effektivisere og spare på områder, der ikke går ud over den borgernære service,” siger han.
Tablets i stedet for papir
Byrådet bliver papirløst i efteråret 2012, og lukningen af trykkeriet forventes at give en besparelse på mindst 750.000 kr. om året. Der vil være en engangsinvestering på ca. 280.000 kr. til et elektronisk dagsordenssystem samt tablet-computere til byrådsmedlemmer.
Systemet skal først afprøves af Fritids- og Kulturudvalget, og formand Merete Scheelsbeck har længe talt varmt for at skifte papir og kopimaskiner ud med tablet-computere og skåne miljø og regnskov.
”En tablet starter hurtigere, end man kan bøje sig ned i tasken for at trække et ringbind op, og så er der plads til meget mere information på discen, end der er plads til i tasken. Med en tablet kan vi lynhurtigt klikke ind på dagsorden og baggrundsnotater eller gå på nettet for at hente yderligere information,” forklarer hun.
Andre kommuner, såsom Århus, Vejle og Guldborgsund, har omstillet sig, eller er i gang med det, til papirløs forvaltning. Og disse kommuners gode erfaringer har været med til at overbe-vise byrådet i Høje-Taastrup Kommune.