2. november 2012

Knips dit yndlingssted

Vis os – og alle andre – dit yndlingssted i Høje-Taastrup Kommune. Det kan være dig, der vinder en iPad eller et SuperGavekort på 250 kr.

Fredag den 2. november starter Høje-Taastrup Kommunes fotokonkurrence ”Knips dit yndlingssted” på Facebook. Alle borgere i kommunen er velkomne til at deltage. Det eneste der kræves er, at man tager et billede af sit yndlingssted, -bygning eller -område i Høje-Taastrup Kommune med sin mobiltelefon eller kamera og uploader det under fotokonkurrencen på kommunens Facebook-side: www.facebook.com/htknu

Vise den attraktive by

Idéen om fotokonkurrencen opstod på de workshops, som i foråret blev afholdt om kommunens vækststrategi, og formålet er at skabe øget synlighed om de mange attraktive steder i kommunen.

”Vi har fantastisk mange dejlige steder her i kommunen, og nogle af dem er måske ukendte for et flertal. Vi vil gerne sætte spot på perlerne, og vi håber derfor, at borgerne tager godt imod denne konkurrence og vil vise hinanden og potentielle tilflyttere de bedste steder i kommunen”, siger formand for Borger- og Erhvervsudvalget Michael Blem Clausen, der bliver formand for dommerkomitéen.

Man behøver ikke at uploade et billede for at være med i konkurrencen. Man kan nøjes med at stemme på et eller flere af de uploadede billeder.

Involvere borgerne

Fotokonkurrencen afholdes på Høje-Taastrup Kommunes Facebook-side, som blev lanceret i januar 2012.

”En fotokonkurrence på Faceboook er en ny og spændende måde at involvere borgerne i lokalmiljøet og give alle mulighed for at vise de gode steder i Høje-Taastrup Kommune,” siger borgmester Michael Ziegler.

Fotokonkurrencen er et led i – og finansieres af - EU-projektet Opening Up, som har til formål at øge borger- og brugerinddragelse via sociale medier.

Gode præmier

En dommerkomité bestående af formand for Borger- og Erhvervsudvalget Michael Blem Clausen, fotograf Kenn Thomsen og kommunikationschef Winnie Jakobsen vil udvælge én vinder blandt de 10 billeder, der har fået flest stemmer ved konkurrencens afslutning fredag den 23. november kl. 12. Så der er al mulig grund til at få venner og familie til at stemme på sit billede. Præmien til vinderen er en iPad. Og blandt alle, der har stemt, bliver der trukket lod om tre SuperGavekort fra Gavekortet.dk til en værdi af 250 kr. pr. stk. 
 

Fakta om konkurrencen 

  • Konkurrencen starter fredag den 2/11 og slutter fredag den 23/11 kl. 12.
  • Man kan uploade ét billede.
  • Man kan stemme flere gange – dog kun én gang pr. billede.
  • Fotos må max fylde 4 megabyte.
  • Alle billederne kan blive brugt af kommunen fremover på digitale såvel som trykte medier, fx Facebook, htk.dk eller indstik i lokalavisen.

North Sea Region-logo      Opening Up-logo

Kommenter siden
Tip en ven
Abonnement
Udskriv
Få siden oplæst
Vis indhold med lille skriftstørrelse
Vis indhold med mellem skriftstørrelse
Vis indhold med stor skriftstørrelse
Ansvar for denne side:
Kommunikation
Bygaden 2
2630 Taastrup
Tlf.:
43 59 10 00
Fax:
43 59 10 02