23. oktober 2012

Ny kultur-uge på Vestegnen

I 2013 skal der være 'kultur-uge' på Vestegnen. Uge 37 bliver et årligt højdepunkt, hvor kommuner og borgere bruger kulturen som løftestang til at skabe udvikling.

Hvordan kan vi sammen skabe en ny kulturregion på Vestegnen? Og hvordan kan vi bruge kulturen til at skabe reelle forandringer? De otte kommuner Albertslund, Rødovre, Hvidovre, Glostrup, Høje Taastrup, Ishøj, Brøndby og Vallensbæk er enige om at forsøge at finde svar på disse spørgsmål.

I uge 37 i 2013 bliver den første kulturuge på Vestegnen afholdt. Kulturugen skal være det årlige højdepunkt i det langsigtede kulturarbejde, som borgmestrene har sat i gang. Visionen er at blive kendt som en region, der arbejder innovativt og kreativt sammen med borgerne ved at bruge kulturen som løftestang til at skabe udvikling.

 
”Man opdager først, hvor hyggeligt der er i ens barndomsby, når man kommer tilbage til egnen. Vestegnen har jo egentlig det hele inden for relativ kort afstand. Skov, strand og hyggelige landsbyer. Og så er der faktisk ikke så langt ind til København centrum, som man troede, da man var barn.” – Gordon Kennedy, skuespiller og komiker.

Kulturkonference den 27. oktober

Første skridt på vejen tages ved en kulturkonference den 27. oktober på ARKEN. Konferencen skal inspirere og begejstre – og være med til at synliggøre det potentiale, der ligger i Vestegnen som ny kulturregion.

 
De otte borgmestre ser også ud over landets grænser for inspiration og nye samarbejder. På konferencen er der derfor bl.a. deltagelse af The Glass-House fra London, som siden 2001 har arbejdet med nye metoder til samarbejde og inddragelse af borgere i udviklingen af bæredygtige lokalsamfund.

 

Langsigtet udvikling

Kulturkonferencen skyder en proces i gang, hvor forskellige aktører på Vestegnen skal tænke på tværfagligt og i nye samarbejder. På den måde kan man finde nye og innovative måder at komme i dialog med borgerne på omkring temaer tæt på deres hverdag.
En af måderne at sikre en langsigtet udvikling på er at indgå partnerskaber. Det er tanken at lade studerende og forskere fra Kunstakademiets skoler for Design og Arkitektur eksperimentere i kulturlaboratorier.


Kulturlaboratorier er steder, hvor kulturinstitutioner, erhvervsliv og borgere kan mødes og udvikle nye løsninger på relevante samfundstemaer og -problematikker. Aktørerne gives rum til at anvende forskellige kunstformer og kreative tilgange på de valgte temaer samtidig med, at de bevæges fysisk og mentalt til at vende tingene på hovedet og reflektere over mål og mening med temaerne. På den måde kommer kulturen til at stå centralt i en bæredygtig samfundsudvikling.


”Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering er meget interesserede i et partnerskab med Vestegnens Kulturinvesteringsråd omkring udvikling af Vestegnen. Vi kan bl.a. bidrage med at etablere kulturlaboratorier, som er en afprøvet og anerkendt metodik for kultur- og kreativitetsdreven innovation.” – Tine Kjølsen, Fagleder af Kunstakademiets Designskole.

 

 

Kommenter siden
Tip en ven
Abonnement
Udskriv
Få siden oplæst
Vis indhold med lille skriftstørrelse
Vis indhold med mellem skriftstørrelse
Vis indhold med stor skriftstørrelse
Ansvar for denne side:
Fritid og Kulturcenter
Bygaden 2
2630 Taastrup
Tlf.:
43 59 10 00
Fax:
43 59 10 02