12. oktober 2012

Nye p-pladser med streetkultur i Hedehusene

Visualisering af den nye plads i Hedehusene
Hedehusene får landets første aktivitetsplads, hvor biler kan parkere, samtidig med at brugerne kan spille streetfodbold, dyrke fitness eller klatre.

En ny aktivitetsplads foran Idrætscentret i Hedehusene bliver et attraktivt samlingspunkt med mulighed for både leg og sport. Aktivitetsmulighederne er mange, fra både boldspil og klatring til hyggeligt ophold.

Også Idrætscentrets, FDF-husets og kulturhusets aktiviter kan foregå på pladsen, så pladsen kan fungerer som fælles torv for hele området. Her kan man mødes til sociale arrangementer som loppemarkeder, kulturdage og sceneoptrædener.

Plads til aktivt fællesskab

Borgernes egne ønsker og idéer har været med til at forme pladsen, og her skal man kunne mødes og være sammen, uanset alder.

”Det er afgørende, at pladsen kan bruges af mange forskellige brugergrupper og til mange forskellige aktiviteter, og derfor har processen i høj grad handlet om at inddrage de forskellige foreninger, instutioner og borgere. Det har betydet, at borgerne haft stor indflydelse på, hvad pladsen skal indeholde, så vi får skabt et levende byrum,” siger Jens Bjerge, formand for styregruppen i områdefornyelsen og formand for Hedehusenes Idrætscenter.

Bag projektet, der er landets foreløbig eneste kombinerede p-plads og aktivitetsplads, står arkitekter fra LiW Planning. Lokale og Anlægsfonden har været en vigtig partner i udviklingen og finansieringen af projektet, der ventes færdigt i foråret 2013.

Mere bevægelse i byens rum

Motion under frie former i de offentlige rum er i høj kurs. Der bliver flere og flere, der leger, løber og motionerer i byens rum, og derfor skal pladsen understøtte disse forskellige former for hverdagsmotion.

”Med denne nye aktivitetsplads inviterer vi alle borgere i Hedehusene til leg, idræt og bevægelse i det offentlige rum. Vi skaber samtidig et tiltrængt, aktivt mødested for brugere af områdets mange idræts- og kulturtilbud, for børn og unge og for beboerne i bl.a. Charlotteager,” siger borgmester Michael Ziegler.

I Hedehusene skal der være plads til både biltrafikken og livet i byen. Derfor indrettes pladsen med zoneinddelt parkeringsareal, som sikrer, at man kan parkere uden at komme i karambolage med de forkellige aktiviteter. Eksempelvis udformes parkeringsbåse, så de kan fungere som streetbasketbane, når bilerne ikke optager pladsen.

Fakta om Områdefornyelsen

Høje-Taastrup Kommune gennemfører frem til 2016 en områdefornyelse i Hedehusene, der skal gøre Hedehusene til en mere attraktiv by at bo i. Der er afsat 12 mio. kr. til indsatsen - 4 mio. kr. fra staten og 8 mio. kr. fra Høje-Taastrup Kommune. Pengene kan bruges til at forny pladser, torve og til sociale eller kulturelle aktiviteter.

De fysiske indsatser bliver koncentreret omkring tre byrum i det centrale Hedehusene for at gøre bycenteret til et mere attraktivt omdrejningspunkt for byens sociale, kulturelle og økonomiske liv. De tre byrum er Stationsforpladsen, Byparken og området ved Hedehushallen

Udskrift fra: www.htk.dk - 19. maj 2013, kl. 10:29.
Ophavsretten tilhører Høje-Taastrup Kommune.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Artiklens placering: http://www.htk.dk/Nyheder/Nyhedsoversigt/Pressemeddelelser/2012/Oktoberr_12/Nye_p_pladser_med_streetkultur_i_Hedehusene.aspx
Ansvarlig for denne side: Fritid og Kulturcenter - fritidkultur@htk.dk