24. september 2012
Høje-Taastrup Kommunes naturfaglige profilskole Gadehaveskolen deltager i den landsdækkende naturvidenskabs-festival i uge 39.
Hvem koncentrerer sig bedst: Elever, der har fastet, eller elever der møder mætte frem til undervisningen? Elever, der dyrker motion, eller elever der er fysisk inaktive?
De fleste tør nok gætte på svaret, men 5. klasserne på Høje-Taastrup Kommunes naturfaglige profilskole Gadehaveskolen skal være med til at give et videnskabeligt funderet svar: De skal nemlig være med i et forskningsforsøg under Dansk Naturvidenskabsfestival, der finder sted den 24.-28. september 2012.
I forskningsforsøget deles eleverne i to grupper, hvoraf den ene møder fastende, mens den anden gruppe har spist morgenmad hjemmefra. Eleverne i begge grupper skal så gennemføre en koncentrationstest i form af et ansigts-puslespil, og desuden skal de svare på nogle få spørgsmål om fysisk aktivitet.
Kost, motion og koncentration
Klassernes resultater indrapporteres til en forskningsdatabase, og sammen med resultater fra klasser i resten af landet vil de give forskerne mulighed for at se, i hvilken grad kost og motion har indflydelse på børn og unges koncentrationsevne.
5. klasserne skal også samtidig deltage i en test om børn og unges tilgang til fødevarer. I denne test skal både de fastende og spisende elever smage på tre hemmelige ingredienser og svare på spørgsmål om ingredienserne.
Ved hjælp af smagstesten og de teoretiske spørgsmål vil forskerne undersøge børn og unges forkærlighed for forskellige fødevarer, samt i hvor høj grad de tør smage på tilsyneladende ukendte fødevarer.
Naturvidenskabs-festivalen giver også anledning til aktiviteter på de øvrige klassetrin – 4. klasserne går fx i gang med et nyt digitalt læringsværktøj, kaldet ”Europas lande”.
Sæbeboblepiloter
Områdets daginstitutioner - Hallandsparken, Lunden, Bakketoppen, Junglehuset, Eventyrhuset og Frøen - inviterer til sæbebobleshow med to sæbeboble-piloter fra Experimentarium fredag den 28. september 2012.
De yngste børn hygger og spiser deres madpakker i skolens tumlesal, inden de kl. 11-11.30 ser et sæbebobleshow tilrettelagt for de 2½-4-årige børn.
Dernæst er det de 5-7-årige børn, herunder skolens 0.-klasser, der indtager tumlesalen for at nyde madpakkerne, inden de kl. 12.30 skal se sæbebobleshowet. Bagefter skal de selv være med til at lege og eksperimentere med sæbeboblerne ind til kl. 14.
Få selv idéer til aktiviteter om naturvidenskab og læs mere om Dansk Naturvidenskabsfestival på festivalens hjemmeside . Læs mere om Gadehaveskolen på hjemmesiden www.gadehaveskolen.dk.
Udskrift fra: www.htk.dk - 23. maj 2013, kl. 02:14.
Ophavsretten tilhører Høje-Taastrup Kommune.
Informationerne må alene anvendes til eget ikke-kommercielt brug.
Artiklens placering: http://www.htk.dk/Nyheder/Nyhedsoversigt/Pressemeddelelser/2012/September_12/Videnskabsfestival_med_forskningsforsoeg_mm_paa_Gadehaveskolen.aspx
Ansvarlig for denne side: Institutions- og Skolecenter - institutionskole@htk.dk