Nyheder & presse
  • Få siden oplæst

Tag en ven i hånden og book en bane

28. januar 2016

Nu er der bedre mulighed for at spille fx badminton, tennis og floorball i Høje-Taastrup Kommune. Initiativet løber frem til 1. maj, hvor de, som ikke er med i en forening, nemt kan dyrke motion.

Tennis

Humøret er højt når ketcheren svinges

Der er nu en rigtig god mulighed for at dyrke en eller flere sportsgrene uden at være tilmeldt en forening, så tag en ven i hånden og udnyt nogle af kommunens mange idrætsfaciliteter.

”Vi har nu udviklet en løsning, der gør det let at finde ledige tider til leje at baner i de lokale idrætsanlæg. Som et led i at understøtte det aktive liv, har vi i Høje-Taastrup Kommune besluttet at give borgerne bedre muligheder for at leje baner i kommunens idrætsanlæg, når de ikke benyttes af idrætsforeningerne”, siger borgmester Michael Ziegler.

Formand for Fritids- og Kulturudvalget Merete Scheelsbeck tilføjer, ”Vi håber og tror, at vi med dette projekt kan gøre os nogle positive erfaringer og gøre initiativet til en permanent løsning”.

Banerne vil indtil videre kunne lejes frem til 1.maj 2016, på følgende idrætsanlæg:
-     Taastrup Idrætscenter (43 35 28 70 - Parkvej 78, 2630 Taastrup)
-     Hedehusene Idrætscenter (43 35 28 60 - HIC Charlottegårdsvej 4, 2640 Hedehusene)
-     Sengeløsehallen (43 35 27 61 - Spangåvej 9, 2630 Taastrup)

Se hvilke anlæg der tilbyder hvad på www.wannasport.dk – her kan banerne også bookes. Listen med haller og aktiviteter opdateres løbende. Timeprisen ligger på mellem 85 kroner og 150 kroner, alt efter typen af bane. Banerne kan bookes i op til 10 dage frem.

WannaSport er en app, som er udviklet med en vision om, at vi skal dyrke mere sport - og gerne med hinanden. Man booker fra sin smartphone, og med få klik er banen booket og betalt. App’en er gratis og nem at hente, og virker til både Android og Iphone.

Initiativet understøtter kommunens Idræts- og bevægelsespolitiks målsætning om at forbedre mulighederne for at dyrke selvorganiseret idræt og bevægelse.