Høje-Taastrup Kommune er en af hovedstadsområdets største kommuner med gode trafikale forbindelser ad motorveje og med regionale tog, Intercity og S-tog. Der bor ca. 48.000 borgere i kommunen.
Høje-Taastrup er en kommune i udvikling. Indbyggertallet er stigende, og der er godt gang i boligbyggeriet.
Kommunen er en stor pendlerkommune med indpendling til de mange arbejdspladser i kommunen. Der er vækst i antallet af arbejdspladser og virksomheder, der giver overskud. Omkring 16.000 mennesker pendler hver dag til arbejde i Høje-Taastrup Kommune.
Kommunen rummer store virksomheder indenfor bl.a. IT og service, logistik og transport, samt regional detailhandel. Samtidig findes der også mange små og mellemstore håndværks- og produktions-virksomheder.
I kommunen ligger vidensstærke virksomheder og institutioner, bl.a. Teknologisk Institut, og der er et stort potentiale for virksomheder indenfor oplevelsesøkonomi i kommunen.
Høje-Taastrup Kommune står for professionel og effektiv løsning af de kommunale opgaver. Målet er helhedsorienteret borgerservice, der baseret på åbenhed, respekt og forståelse for andre sociale og kulturelle baggrunde end ens egen.
Byvåben
Høje-Taastrup Kommune har haft et byvåben eller et kommune-våbenskjold siden den 15. maj 1952.
Byvåbenet i Høje-Taastrup Kommune symboliserer: ”To skråt fra højre mod hinanden vendte tindede røde mure, hvorimellem fire grønne kløverblade, skråbjælkevis, i guld”.
Der er ved våbenets udformning tænkt , at de røde mure er byerne København og Roskilde, mens kløverbladet i guldfeltet er de gyldne agre, som optages af Høje-Taastrup Kommune midt mellem byerne.
Film om Høje-Taastrup Kommune
Filmen fortæller om kommunens serviceydelser, fritids- muligheder, erhvervsvirksomheder, boformer, forskellige natur, geografi, historie og seværdigheder.
Filmen giver et hurtigt overblik over de mange muligheder, der er i Høje-Taastrup Kommune, hvad enten man bor her, tænker på at flytte hertil eller bare vil vide noget om kommunen, der er kendetegnet ved at være tæt på det hele.
Filmen varer ca. fem minutter og kan ses i en dansk og en engelsk version.
Se filmen med dansk tale
Watch the movie 