Ifølge Lov om Social Service § 148 a, Lov om retssikkerhed §§ 15 og 16 og administration på det sociale område har kommunalbestyrelsen pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.
Tilsynsmyndigheden skal foretage minimum 2 årlige tilsyn: det personrelaterede uanmeldte tilsyn og det generelle anmeldte tilsyn.
Kernen i tilsynsforpligtigelsen er, at myndighederne har pligt til at holde sig informeret om indhold og fremgangsmåde i tilbudene og forholde sig til denne information i forhold til opgaver, formål og gældende lov. Tilsynet føres efter 3 overordnede principper
- Kontrolaspekt
- Kvalitetsaspekt
- Udviklingsaspekt
Formålet med tilsynene er:
- At sikre at borgerne får den hjælp, som de har ret til efter loven og efter det serviceniveau som er fastlagt ved takstfastsættelsen
- At sikre at hjælpen til borgeren er tilrettelagt og udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde
- At forebygge ved at gribe korrigerende ind før mindre problemer udvikler sig til alvorlige problemer.
- At bidrage til at fastholde og udvikle den samlede kvalitet i tilbud beliggende i kommunen både på kort og lang sigt.
En gang årligt skal der jf. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område udarbejdes en redegørelse over kommunens samlede tilsynsindsats. Redegørelsen skal endvidere indeholde en opgørelse over, hvad der i forbindelse med tilsynet er blevet afdækket om sammenhængen mellem de ydelser, der er truffet afgørelse om og de der rent faktisk bliver givet.
Tilsynsrapporten indeholder en samlet redegørelse over tilsyn ved de kommunale og private botilbud som Social- og Handicapcentret har tilsynsforpligtigelse over for. Kommunens samlede tilsynsforpligtelse på området omfatter også tilsyn med enkeltpersoner, som i henhold til dom eller kendelse skal undergives de sociale myndigheders tilsyn.