Pædagogmedhjælper

Stillingsprofilen for en pædagogmedhjælper i Høje-Taastrup Kommune

Pædagogmedhjælper

Nedenstående profil er ikke statisk, da kerneopgaven forandrer sig i takt med den pædagogiske udvikling og forskning på området. Det betyder, at vores bidrag til kerneopgaven er under løbende udvikling og forandring. At håndtere dette er en professionel kompetence, som bevæger sig på tværs af alle enheder i den samlede organisation uanset hvem man er, eller hvor man er ansat. 

I Høje-Taastrup Kommunes daginstitutioner er der fokus på at drage omsorg for børnene og samtidig stimulere og udfordre børnene for at understøtte deres trivsel, læring, udvikling og dannelse. Børnene skal klædes på til 21 st. century skills, og det sker gennem lange, autentiske, hands-on, projektbaserede læringsforløb (LAHOPL). En metode vi, som lærende organisation, har udviklet i et samarbejde på tværs af organisationen.

Med afsæt i ovenstående, den styrkede læreplan og politikker på dagtilbudsområdet, er der følgende forventninger til en pædagog, som er ansat i Høje Taastrup Kommune:

Barnesyn og de tre grundværdier

Arbejdet med den nye dagtilbudslov (2018) og herunder barnesynet har resulteret i, at du skal orientere dig efter følgende tre grundværdier i dit pædagogiske arbejde med børnene:

  • Vi har høje ambitioner for alle børn – alle har talenter og ressourcer
  • Vi understøtter udviklingen af livsglade, engagerede, nysgerrige børn, der er medskabere af deres liv
  • Børn har ret til kontinuerlig læring i legende, demokratiske fællesskaber.

Dannelse og børneperspektiv

Dannelse er en ikke programmerbar proces, hvilket betyder, at du som pædagogmedhjælper er med til at skabe rammer for børnenes refleksion og eftertanke. Som pædagogmedhjælper bidrager du til at:

  • børnene selv er med til at skabe deres læring og konkrete deltagelse i demokratiske sammenhæng
  • invitere børnene til at være aktivt deltagende i en pædagogisk praksis med afsæt i dannelse, ligestilling og demokrati
  • understøtte aktiviteter, der styrker børns indlevelse i andre (empati) og hensynsfuld handlen i forhold til andre.

Leg

Børns leg, både selvorganiseret som voksenstyret, skal være gennemgående i hverdagen. Som pædagogmedhjælper bidrager du til at:

  • have indsigt i, hvordan legefællesskaberne udvikler sig
  • guide legen sådan, at alle børn får mulighed for at deltage
  • lege med i erkendelse af, at din deltagelse kan være nødvendig samt for at understøtte legens positive udvikling
  • se leg og læring som to sider af samme sag.

Børnefællesskaber

Al leg, dannelse og læring sker i et socialt samspil med andre børn. Som pædagogmedhjælper bidrager du til at:

  • skabe balance mellem fællesskabet og det enkelte barn
  • understøtte børnenes egne initiativer samt aktive deltagelse i fællesskabet ved at ”gå ved siden af, foran og bagved”
  • holde øje med om alle børn er en del af et fællesskab
  • børn får mulighed for at etablere venskaber på tværs af alder, køn og kultur
  • mobning forebygges.

Læring

Læring skal forstås bredt og foregå i inspirerende miljøer, som giver børn lyst til at opleve og lære mere. Som pædagogmedhjælper bidrager du til:

  • pædagogiske læreprocesser, hvor børnene undersøger, afprøver og tør at famle sig frem med hele deres krop og alle deres sanser
  • at følge børnenes spor ved f.eks. at bruge børnenes legeindhold som pejlemærker for, hvad der optager dem, og hvad der kan være en udfordring for deres læring og udvikling
  • at anvende din viden om verden og dit engagement til at støtte og vejlede børnene i erkendelse af forskellige sammenhænge
  • at basere din tilgang til læring på en legende og eksperimenterende måde
  • at være opmærksom på børn, der ikke af sig selv indgår i lege og aktiviteter, eller som altid har den samme rolle i lege og aktiviteter.

Pædagogisk læringsmiljø

Det pædagogiske læringsmiljø skal tage hensyn til børnenes perspektiv og deltagelse, børnefællesskabet, børnegruppens sammensætning og børnenes forskellige forudsætninger. Som pædagogmedhjælper bidrager du til:

  • at skabe trygge pædagogiske læringsmiljøer med afsæt i alle læreplanstemaerne samt i øvrige læringsmuligheder, der findes i daglige rutiner
  • at understøtte de pædagogisk nedsatte formål for læringsmiljøet
  • deltagelse i mangfoldige læringsmiljøer, som udvikler børnenes evne til at anvende og udtrykke sig selvstændigt, autentisk, nysgerrigt og eksperimenterende
  • at der er en relevant balance mellem planlagte vokseninitierede aktiviteter, spontane aktiviteter, børneinitierede aktiviteter og daglige rutiner.

Sprogarbejde

Børns sproglige og kommunikative kompetencer er en afgørende forudsætning for deres udvikling, både kognitivt og socialt. Udvikling af børns sprog er afhængig af mødet med voksne, der anvender et rigt, nuanceret og faciliterende sprog, i samspil. Som pædagogmedhjælper bidrager du til at:

  • anvende over- og underbegreber, have korrekt ordstilling og forståelig udtale af ordene, samt kende forskel på nutids- og datidsbestemmelser
  • anvende et grammatisk korrekt sprog, der medfører at børnene lærer et korrekt dansk
  • sætte ord på børns følelser, handlinger og intentioner, så du tilbyder børnene sproget frem for at afkræve dem det
  • stille nysgerrige og åbne spørgsmål, der ikke kan besvares med ja eller nej, så du fremmer børns evne til at reflektere og undre sig sammen med andre
  • være opmærksomhed på, at din dialog med børnene oftest har mindst fem ’ture’, hvor I på skift siger noget (”tager en tur”)
  • føre nuancerede dialoger med børnene, som bidrager til at barnets begrebsverden og omverdenkendskab udvides

Se også strategi for sprog, kommunikation og læsning.

Forældresamarbejde

Forældresamarbejdet skal bygge på et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde om børnenes trivsel og læring. Som pædagogmedhjælper bidrager du til:

  • at inddrage forældrene i et samarbejde omkring barnets og børnegruppens trivsel og læring sammen med ledelsen
  • ·være nysgerrig og opsøgende i forhold til forældrenes viden om børnene, og anvende denne viden i praksis
  • have stærke relationskompetencer, som kommer til udtryk i nærværende og positive relationer til forældrene
  • anerkende og acceptere de forskelligheder, der kan være blandt forældrene samt mellem forældrene og dig
  • søge dialogen konsekvent og det gode forældresamarbejde.

Se også 10 principper for forældresamarbejde.

Børn i udsatte positioner

Alle børn har krav på at blive stimuleret og mødt med positive forventninger og børn i udsatte positioner skal udfordres og opleve mestring i forbindelse med blandt andet børne- og vokseninitierede lege og aktiviteter. Som pædagogmedhjælper bidrager du til at:

  • gennemføre handleplaner for børn i udsatte positioner
  • samarbejde med andre relevante fagprofessionelle, og støtte børn med forskellige udfordringer
  • udfordre børn i udsatte positioner med børne- og vokseninitierede lege og aktiviteter, som børnene oplever, at de mestrer
  • møde barnet med positive forventninger, der betyder, at børnene har en oplevelse af at være en betydningsfuld del af fællesskabet 
  • understøtte, at ”Handleguide for mistanke om børn i mistrivsel” følges.

Se også Handleguide for mistanke om børn i mistrivsel.

Pædagogisk læringsmiljø med sammenhæng til børnehaveklassen

De ældste børn i børnehaven skal tilbydes et pædagogisk læringsmiljø, som skaber sammenhæng og positive forventninger til børnehaveklassen. Som pædagogmedhjælper bidrager du, i arbejdet med de ældste børn, til at:

  • understøtte og arbejde med overgangsmaterialet ”Her er jeg i fællesskabet”

Medarbejdere har adgang til dette værktøj via kommunens intranet MitHTK, Mit Center, Institutions- og Skolecentret.

Evaluering

For løbende at forbedre børnenes læringsmiljø og for at understøtte og kvalificere den faglige refleksion over praksis skal du arbejde med evaluering som en integreret del af den pædagogiske praksis. Som pædagogmedhjælper bidrager du til at:

  • understøtte arbejdet med at evaluere på nedsatte læringsmål
  • søge feedback og reflektere over egen og andres praksis, samt handle på det i et udviklingsperspektiv
  • have fokus på sammenhængen mellem dine egne og andres refleksioner over praksis, de læringsmiljøer der stilles til rådighed og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.

Generelt

Du har stærke relationskompetencer og indgår i nærværende og positive relationer med børn, kolleger og forældre. Som pædagogmedhjælper skal du:

  • kende kommunens politikker og strategier og arbejde med dem som en integreret del af praksis
  • bidrage til den pædagogiske udvikling i hele institutionen
  • tilegne dig viden om børns udvikling, læreplan mv. og læse faglige tekster anvist af pædagogisk personale
  • ·være bevidst om, at du er rollemodel i forhold til børnene
  • holde dig opdateret i forhold til digitale medier, og bruge digitale medier i din pædagogiske praksis
  • ·være fleksibel i din opgaveudførsel i forhold til løsning af den daglige drift og kerneopgaven
  • ·varetage praktiske arbejdsopgaver i højere grad end faglærte personaler med henblik på at arbejdsopgaver med pædagogisk ansvar kan løses
  • bidrage til et sundt og glædesfyldt arbejdsmiljø

Vi glæder os til at få dig ombord på vores udviklingsrejse mod at blive Danmarks bedste dagtilbud.