Det er tilladt at fiske i de søer, hvor det er skiltet. Du finder søerne i Hakkemosen, Vallensbæk Mose, St. Vejleådal og Sejlbjerg Mose. Særligt i Hakkemosen får du en storslået naturoplevelse, mens du fisker.
Fisketegn er nødvendig
Når du skal fiske, skal du have købt et lovpligtige fisketegn, hvis du er i alderen 18-67 år. Fisketegn kan købes på posthuse eller på fisketegn.dk. Der kan købes fisketegn for en dag, en uge eller et år. Børn behøver ikke fisketegn.
Man skal ved fiskeri på forlangende kunne fremvise et lystfiskertegn. Dette gælder for alle søer.
Læs mere om lystfiskere, mindstemål på fisk, fredningstider og andre regler på Naturstyrelsens hjemmeside.
Vinterfiskeri
Vinteren behøver ikke at være en forhindring for at komme ud og fiske. Fiskene er dog sløvere og “står senere op” om vinteren, og det er derfor ikke nødvendigt at stå tidligt op i vintermånederne for at fiske.
Som tommelfingerregel er det bedst at fiske sidst på formiddagen og frem til sidst på eftermiddagen. I det tidsrum er der som regel mest lys og typisk også mest varme. På en solskinsdag,er der ofte større chance for at få bid.