Kontakt os

Teknik- og Miljøcenter

Natur og Miljø

Rådhuset

Bygaden 2

2630  Taastrup

Telefon: 43 59 12 17

e-mail: tmc@htk.dk

Kommende lukning af Taastrup Valby Kildeplads

HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) har meddelt Høje-Taastrup Kommune, at de stopper med at indvinde grundvand fra Taastrup Valby Kildeplads inden for den nærmeste årrække.

Konsekvenser

Ved lukning af kildepladsen forventes grundvandet at stige til det naturlige niveau, der er i området uden vandindvinding. HOFOR har sammen med Høje-Taastrup Kommune vurderet, at der er størst risiko for indtrængen af fugt og vand i bygninger og kældre inden for den røde, stiplede linje på oversigtskortet.

I det viste område kan grundvandet stige, så det nogle steder kan komme til at ligge mindre end to meter under terræn. Flere boliger har allerede i dag problemer med fugt og vand i kældre i området, så kommunen vurderer, at det fremover kan være nødvendigt at tage yderligere forholdsregler for at sikre sin bolig, specielt hvis der er kælder.

Taastrup Valby Kildeplads

Området inden for den stiplede linje forventes at blive berørt af grundvandsstigninger. Rød skravering viser det område, som vurderes at blive særlig berørt. Blå/lilla skravering viser Taastrup-Valby Øst og Vest kildeplads. Se en større version af oversigtsbilledet.

Du kan også bruge kommunens digitale kort, hvor du kan få overblik over forskellige områder i Høje-Taastrup Kommune. Du kan klikke rundt imellem områder, zoome ind og ud og flytte kortet. Du kan også finde informationer om din egen ejendom og se højdekurver mm.

Information og dialog

Da det tager tid at sikre sin bolig, informerer vi allerede nu om de mulige konsekvenser ved lukningen. Kommunen inviterede til borgermøde tirsdag den 26. juni 2018 kl. 19-21 i Byrådssalen på Rådhuset. Læs

Herunder kan du se oplægsholderens præsentationer

Det er der sket siden borgermødet den 26. juni 2018

Kommunen arbejder målrettet to veje. 1. at få ændret lovgivningen på området og 2. at blive klogere på, hvad der sker med grundvandsstanden når Taastrup Valby Kildeplads lukker, og det samtidig regner kraftigt.

Ændring af lovgivningen

Kommunen har i dag ikke lov til at lave løsninger, som kan sikre de områder, hvor der er problemer med højtstående grundvand. Der er derfor behov for at få lavet lovgivningen om på området. Den 7. november 2018 holdte Michael Ziegler, Thomas Gyldal Petersen (borgmesteren i Herlev Kommune) og en repræsentant fra HOFOR derfor møde med klimaminister Lars Christian Lilleholt omkring problemet. 


Du kan se Michael Zieglers møde med ministeren på Høje-Taastrup Kommunes Facebook side, som blev lagt op den 8. november 2018.

Efter mødet med ministeren blev der sammensat en arbejdsgruppe, med DANVA som tovholder. DANVA har efterfølgende holdt møde med fem styrelser og fire ministerier, og har derefter lavet en undersøgelse af problemets omfang og forslag til løsninger. Undersøgelsen er beskrevet i et notat som DANVA publicerede den 10. april 2019. Notatet er rettet mod forsyningsselskabernes udfordringer og muligheder for at bidrage til en løsning.

Læs DDANVAS notat ”Praktiske og juridiske problemer med terrænært grundvand i byer”

DANVA er efterfølgende gået i dialog med KL (Kommunernes Landsforening), for bl.a. også at tale om de problematikker der er i forhold til at få lov til at grundvandssænke i byområder med højtstående grundvand.

Herefter vil det blive vurderet, hvordan man politisk skal komme videre.

Der er behov for at blive ”klogere” på vandet – fra oven og fra neden

Lige præcis hvor højt grundvandet står, vil vi gerne blive klogere på. Vi er især interesseret i at vide, hvad der sker med grundvandsstanden når Taastrup Valby Kildeplads lukker og det samtidig regner kraftigt.

Vi ved allerede nu, at indstillingen af driften på HOFORs kildeplads vil få konsekvenser for grundvandsstanden i området. Tidligere undersøgelser viser, at grundvandsstanden vil stige med mere en ½ meter i nærområdet til kildepladsen, så den nogle steder kan komme til at ligge mindre end 2 meter under terræn. Vi ved også, at det typisk er når det regner kraftigt, at der opstår problemer med vand i kælderen. Men vi ved ikke, hvor meget regn der skal til før der kommer vand i kælderen.

Kommunen har derfor, i samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Orbicon, igangsat et overvågningsprojekt i området ved Taastrup Valby Kildeplads. I projektet vil der bl.a. blive udført en række korte boringer i området, så vi kan måle, hvor stor betydning meget regn har for de borgere der bor i netop det område, hvor grundvandet forventes at stige som følge af lukningen. Hovedformålet med projektet er at få et solidt datagrundlag, så de borgere der bliver berørt at lukningen, kan nå at etablere forebyggende foranstaltninger, inden kildepladsen indstilles permanent.

Hvor kan jeg få mere at vide?

Hvis du har spørgsmål til projektet eller har brug for at vide om din bolig ligger i et område, hvor der er risiko for at grundvandet stiger når kildepladsen lukker og/eller om du har problemer med vand i kælderen når det regner kraftigt, kan du sende e-mail til TMC@htk.dk.