Mandag d. 7. december 2020 udsendte Institutions- og Skolecentret dette brev til forældre.
Kære forældre
Som det blev meldt ud ved statsministerens pressemøde i dag, skal vi fra på onsdag den 9. december sende alle vores elever i 5.-9. klasse hjem. Det sker for at formindske smitten med covid-19 både hvad angår skole og klubtilbud.
Fjernundervisning fra onsdag
Eleverne i 5.-9. klasse vil fra på onsdag den 9. december modtage deres undervisning som fjern- og nødundervisning via digitale kanaler frem til d. 3. januar.
I vil snarest muligt modtage information fra jeres barns lærere om, hvordan undervisningen tilrettelægges.
Elever i specialtilbud m.v
Nogle elever har nogle særlige vilkår; blandt andet elever i specialtilbud, modtageklasser, gruppeordning og ungdomsskolens heltidsundervisning. Disse elever vil fortsat have deres skolegang på skolen og tilbydes klubtilbud. Skolen vil give mere information til de berørte hjem. Elever i Læsekompetencecentret og M-klasser fortsætter også skolegangen i skolen, hvilket også er gældende for nogle elever i udsatte positioner
Digital klub fra onsdag
De elever fra 5.-9. klasse, der går i klub vil blive tilbudt digital klub frem til d. 3. januar. Klubmedlemmer vil modtage mere information herom.
Test jeres teenager for covid-19
Regeringen opfordrer til, at alle unge mellem 15-25 lader sig teste, så særligt til jer med store børn:
Smitten er udbredt i aldersgruppen 15-25 år, og det var tænkt, at klasserne i Høje-Taastrup Kommune kunne tage til test samlet - det kan vi ikke gøre med de nye retningslinjer.
I stedet beder vi indtrængende jer forældre om endnu engang at tage snakken med jeres store børn om covid-19, og hvordan man undgår risikoadfærd (Følg link nedenfor), men også helt konkret sikre, at jeres søn/datter kommer til test.
Der er gode testmuligheder i Høje-Taastrup Kommune:
- Med tidsbestilling kan I benytte Region Hovedstadens Testcenter, Taastrupgårdsvej 28, Taastrup. Der er åbent kl. 7-22 - men husk altså tidsbestilling med NemId på www.coronaprover.dk
- Uden tidsbestilling kan I fra fredag d. 11. december til onsdag d. 16. december benytte Region Hovedstadens midlertidige testcenter på Høje-Taastrup Gymnasium, Frøgårds Allé 2, Høje Taastrup. Her er åbent alle dage fra kl. 10-16 - bemærk, at køen kan blive lukket, så sidste test kan blive taget inden kl. 16.
Med venlig hilsen
Flemming Ellingsen
Centerchef
Find information om risikoadfærd på Sundhedsstyrelsens hjemmeside