Høje-Taastrup Kommune fremrykker betaling og projekter 

En helt ekstraordinær situation kalder på handling lidt ud over det sædvanlige. Derfor har Høje-Taastrup Kommune valgt at fremrykke betalinger resten af 2020 til virksomheder, der arbejder for eller leverer varer og ydelser til kommunen.

To børn leger i klatrestativ Høje-Taastrup Kommuner fremrykker flere renoveringsprojekter - blandt andet renoveringen af legepladser på flere daginstitutioner. (arkivfoto fra daginstitutionen Mariehønen, som har allerede fået ny legeplads.)

“I en krisetid, som den vi befinder os midt i, er det vigtigere end nogensinde før, at likviditeten befinder sig ude i samfundet. Derfor vælger vi nu og resten af året at betale alle vores regninger så hurtigt som overhovedet muligt,” siger borgmester Michael Ziegler.

Samtidig fremrykker kommunen flere renoveringsprojekter. Blandt andet sættes renoveringen af legepladser på flere daginstitutioner samt kunstgræsbanen ved Nyhøj i gang så hurtigt som muligt.

“Det er faktisk sund fornuft. Ved at gøre det nu, slår vi to fluer med et smæk. Vi er med til at holde hjulene i gang i virksomhederne, der skal udføre opgaverne. Og samtidig generer vi ikke brugerne, da legepladser og boldbanen pt er lukket ned”, siger Michael Ziegler.

Af andre tiltag kan nævnes:

  • Udskydelse af byggesagsgebyrer for alle byggesager resten af 2020
  • Hensigtserklæring om, at kommunen fremrykker byggeprojekter og reparationer, i det omfang det er muligt

“Vi er en kommune med et blomstrende erhvervsliv. Det skal vi også gerne være på den anden side af Corona-krisen. Derfor disse kommunale initiativer, som sammen med andre gode tiltag forhåbentlig vil kunne hjælpe midt i en utrolig svær tid for de erhvervsdrivende, siger Michael Ziegler.

Læs mere om fremrykning af betaling

Borgerne skal ikke komme i klemme

Høje-Taastrup Kommune vil også have stort fokus på, at vores borgere ikke kommer i klemme i systemet pga. den ekstraordinære situation. Folketinget har i torsdags besluttet forlængelse af varigheden for sygemeldte og ledige i en A-kasse. Det undersøges derfor i øjeblikket, hvilke muligheder der er for at forhindre, at borgere, som af gode grunde ikke har mulighed for at leve op til krav forbundet med udbetaling af en kommunal ydelse (som f.eks. 225 timers-reglen eller kravet om fremmøde ift. børneydelse), som udgangspunkt ikke trækkes i ydelsen. 

Høje-Taastrup Kommune vil i den kommende periode gøre sit bedste for, at borgerne ikke kommer i klemme, samt vejlede borgerne om de nye midlertidige regler for offentlige ydelser.

Publiceret: 23. marts 2020

Skrevet af: Byrådscenter
Fotograf: UlrikM. Eriksen, SEES media