Høje-Taastrup deltager i corona-forskning om mundbind

Høje-Taastrup kommune er gået med i et forskningsprojekt, der skal undersøge, om mundbind kan begrænse smitte med coronavirus.

Kvindelig medarbejder fra kommunen bærer mundbind

Coronavirus bliver primært spredt gennem luften ved dråber, eller hvis man rører ved overflader med virus og derefter ved sit ansigt. I gennemsnit rører man ved ansigtet hvert andet minut. Mundbind kan beskytte mod dråber i luften og begrænse, at man rører sig i ansigtet. 

Det er imidlertid ikke sikkert, at en maske beskytter mod coronavirus, og det er samtidig forbundet med besvær at bruge maske. 

Projektet

I forsøget skal 3.000 personer i hele Region Hovedstaden bære mundbind i ca. en måned, hver gang de er udenfor eller har gæster. 3.000 andre skal ikke bære mundbind (medmindre det er påkrævet ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer). Får deltagerne symptomer undervejs vil de blive testet, ligesom de skal tage en antistoftest, når forsøget afsluttes. På den måde kan man sammenligne de to grupper og undersøge, om det har gjort en forskel at bruge mundbind. 

Hvem og hvornår

I Høje-Taastrup er medarbejderne på ældreområdet blevet opfordret til at tilmelde sig forsøget. Det er bl.a. hjemmeplejen, plejecentrene og sygeplejen. 

OBS: Alle medarbejdere i forsøget bærer naturligvis mundbind i de situationer, hvor det er påkrævet ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Det er forskere fra Rigshospitalet, Herlev-Gentofte Hospital, Amager-Hvidovre Hospital og Nordsjællands Hospitaler, der står for undersøgelsen. Forsøget løber fra midten af april og frem til midt i maj 2020. Du kan læse mere om projektet her.

Publiceret: 28. april 2020