
Høje-Taastrup er Skoleidrætskommune 2022
Folkeskolerne i Høje-Taastrup er blandt de bedste til at få bevægelse og idræt ind i skolen - Dansk Skoleidræt har udpeget Høje-Taastrup som en af de otte bedste kommuner i Danmark.

Alle folkeskolerne i kommunen har en idrætskoordinator, som sætter idræts- og motionsaktiviteter i gang på skolerne – bl.a. i samarbejde med de lokale foreninger. Fx kommer de uddannede idrætslærere nu på kursus i redskabsgymnastik, så skolerne kan bruge kommunens springcenter.
Flere lokale foreninger tilbyder idræts- og bevægelsesforløb til folkeskolerne – såkaldte ’bevægelsespakker’, som er lige til at gå til, da de er tilpasset læringsmålene i skolen. Det kan fx være fire gange med volleyball, et forløb med badminton osv.
Derudover får alle daginstitutioner tilbudt bevægelsesforløb med bold, gymnastik og svømning ligesom daginstitutionerne laver motorik med de 0-3 årig.
Skrevet af:
Fritids- og Kulturcentret