Høje-Taastrup har indviet park med verdens længste skaterbane 

31. oktober åbnede den nye park i Høje Taastrup C – parken har verdens længste skaterbane, der også kan opsamle regnvand ved store regnskyl. 

Skatere ved skaterbane Parken blev indviet med skater-opvisning i topklasse. Foto: Ulrik M. Eriksen, SEES Media.
Den nye grønne park har fået navnet ÅbenHeden og forbinder Høje Taastrup Station med shopping-centret City2 og snor sig gennem hele Høje Taastrup C – den nye attraktive og bæredygtige bydel med plads til 4000 beboere samt butikker og erhvervsliv.

”Parken vil binde byen bedre sammen, for nu bliver det nemt og helt naturligt at gå fra Høje Taastrup Station til City 2 og til de boliger, butikker og erhvervslejemål, der snart vil summe af liv. Og med skaterbanen får vi både en unik attraktion og en klog klimaløsning til opsamling af regnvand”, siger borgmester Michael Ziegler.

Grøn oase og plads til aktiviteter

Den nye park har både grønne oaser og plads til aktiviteter. Her bliver plads til markeder, teater, opera og koncerter – bl.a. i et amfiteater - og der er en mangfoldighed af træer, blomster og planter og et særligt område, hvor børn kan lege og lære om naturen. 

Også anlæg til klimatilpasning

Hovedattraktionen i parken er verdens længste skaterbane, som er knap en kilometer lang og også kan opsamle regnvand. Ved store regnskyl bliver vandet samlet op i skaterrenden og ledt hen i et 4500 m3 stort bassin. Via en pumpe føres vandet videre ud i drypslanger under jorden til al beplantningen i parken. Hele systemet fungerer således også som vandingsanlæg, hvor man bruger overfladevand i stedet for værdifuldt drikkevand. Samtidig kan man målrette, hvor der skal vandes. Vandingen styres digitalt via mobiltelefon.

Byudviklingen i Høje Taastrup C går over al forventning, og alle grunde til boligbyggerier er solgt.

Indvielsen i medierne

Se indslag i TV Avisen (8 minutter og 40 sekunder henne i udsendelsen). 

Oplev skaterbanen - se video på DR's hjemmeside, hvor OL-skater Rune Glifberg løber en tur på hele banen.

Se også indslag i TV2 Lorry.

Fakta om parken

Størrelse: 41.286 m2.

Helhedsplan for Høje Taastrup C og parken samt rådgivere: Cobe sammen med Rambøll (trafik) og Topotek 1 (landskab).

Anlægsentreprenører: Munck og Hede Danmark.

Skaterbane/LAR-anlæg: Glifberg-Lykke Aps og Cobe (design) og FSR Beton (anlæg).

Læringshytte: Leg & Landskab.

Bro over Vildengen: Tømrer- og snedkerfirma Frede Vest A/S.

Publiceret: 01. november 2021