Vi skal alle bidrage til det fælles velfærdssystem og dem der har behov for det, skal modtage de ydelser, som de har ret til hverken mere eller mindre. Derfor kan og skal kommunens borgere ikke acceptere, at nogle personer får sociale ydelser, som de ikke er berettigede til.
Misbrug belaster de offentlige kasser unødigt og kan medføre, at der på sigt ikke er råd til at hjælpe de borgere, som har et reelt behov.
Derfor er Høje-Taastrup Kommunes mål
- at finde og stoppe sager, hvor der sker socialt bedrageri
- at forebygge socialt bedrageri
Ofte skyldes misbrug af sociale ydelser, at man ikke er klar over, eller opmærksom på, hvilke oplysninger man har pligt til at give kommunen. Oplysningerne herunder er derfor tænkt som en hjælp, så du ved, hvornår du skal være omhyggelig med at give nye oplysninger til kommunen.