Idræts- og bevægelsespolitik

Høje-Taastrup Kommune arbejder for et mangfoldigt idrætsliv, hvor alle borgere, uanset udgangspunkt, har mulighed for at opleve glæde, udfordring og fællesskab ved idræt og bevægelse.

Høje-Taastrup Kommune har fokus på idræt og bevægelse og afprøver løbende initiativer sammen med lokale foreninger og institutioner for at styrke bevægelsesglæden og fællesskabet hos mange grupper af borgere.
 
Visionen for Høje-Taastrup Kommune knytter an til DGI og DIF’s ”25-50-75”-vision. I 2025 skal 75 % af den danske befolkning være idrætsaktive og 50% skal være medlem af en idrætsforening. Visionen er med til at sætte et nationalt fokus, der understøttes af Høje-Taastrup Kommunes vision.
 
Vi er nået et godt stykke, men der er lang vej endnu. Flere er blevet aktive, men der er stadig mange borgere i kommunen, der ikke har fundet ind i aktive fællesskaber eller benytter sig af de mange muligheder for at være aktiv på egen hånd.  
 
Seniormotion blomstrer i kommunen og er nu som et foreningstilbud i alle dele af kommunen en stærk del af kommunens generelle foreningsliv. 
 
Vi har fokus på glæden ved at bevæge sig og på det fællesskab, vi oplever, når vi er sammen om en aktivitet. Samtidig ønsker vi at styrke gode, sunde vaner – og for mange mennesker fastholdes gode vaner bedst sammen med andre. 
 
I den kommende periode sætter vi fokus på børn og unge. Det gør vi, fordi vi gerne vil have mange flere børn og unge til at opleve glæden ved at bevæge sig og ved at være en del af et aktivt fællesskab, hvor man har det sjovt og udfordrer sig selv i et forpligtende fællesskab. Idræts- og bevægelsespolitikken vil således også understøtte byrådets målsætning om, at 5000 flere børn og unge skal være en del af kommunens foreningsliv. 
 
Vi sætter også fokus på ulighed i sundhed, som er en udfordring i kommunen. Alle skal have adgang til og motiveres til et liv med idræt og bevægelse.
 
Generelt vil vi starte tidligt, med en tværfaglig, sammenhængende indsats, der hænger sammen med kommunens øvrige politikker og dyrke de potentialer, der ligger i samarbejde på tværs af geografiske og demografiske skel.

Succeskriterium:

  • I 2023 er andelen af borgere over 16 år, der er fysisk aktive i minimum 30 minutter om dagen, på niveau med regionsgennemsnittet. 
  • Andelen af børn og unge under 18 år, der er medlem af en idrætsforening, er på niveau med regionsgennemsnittet. 
  • Andelen af børn, der er overvægtige ved skolestart og skoleslut er faldet til regionsgennemsnittet.

Luk alle
Udfold alle