Kropsbårne hjælpemidler er personlige og ofte tilpasset specielt til dig. Det er blandt andet ortopædisk fodtøj, kompressionsstrømper, proteser, paryk, diabetes, kateter, støttekorset, bandager og skinner. Bleer og stomi-hjælpemidler er også kropsbårne hjælpemidler.
Kropsbårne hjælpemidler er altid dine egne.
Kompressionshjælpemidler
Der kan ydes støtte til kompressionsstrømper, -ærmer, -handsker, hvis du lider af svære, varige kredsløbslidelser, som er forårsaget af en af følgende diagnoser:
- Svære grader af åreknuder
- Varige følger efter blodpropper i ben eller arme
- Varige hævelser på grund af følger efter strålebehandling
- Kronisk ødem i benene eller armene på grund af en varig utilstrækkelig funktion af vener eller fraførende lymfekar
Din egen læge eller hospital vurderer, hvilken kompressionsklasse og længde, kompressionsstrømpen skal have.
Som udgangspunkt kan der bevilges to stk. eller to par kompressionsstrømper, -ærmer, -handsker pr. 12 måneder.
Der ydes ikke støtte til:
- Støttestrømper, for eksempel flystrømper, sportskompressionsstrømper eller strømper til forebyggelse af uro i benene, venelidelser, blodpropper (antiemboli strømper).
Ortopædisk fodtøj, Fabriks fremstillet fodtøj og fodindlæg
- Der kan bevilges støtte til ortopædisk fodtøj, hvis du har varige og svære foddeformiteter, jf. indikationerne i Bekendtgørelsens bilag 1, og hvis generne af foddeformiteten kan afhjælpes
- Der kan bevilges ortopædiske fodindlæg, hvis du har en foddeformitet, jf. indikationerne i Bekendtgørelsens bilag 1, der gør det muligt at benytte en almindeligt fabriksfremstillet sko, hvis generne af foddeformiteten kan afhjælpes, og hvis du uden brug af indlæg vil være henvist til at benytte ortopædisk fodtøj
- Der kan bevilges forhøjelse af eget fodtøj, hvis du har en benlængdeforskel.
Indikationer i Bekendtgørelsens bilag 1
- Leddegigt med svært forfodsfald og tå-deformiteter (indlæg eventuelt suppleret med gængesål)
- Sårdannelser med risiko for sår i fodsålen med føleforstyrrelser som følge af sukkersyge, kroniske nervelidelser eller ved svær kompromittering af blodomløbet (kredsløbsinsufficiens)
- Svært forfodsfald ved samtidigt dårligt blodomløb, for eksempel klostillede tæer, hammertæer, deforme ledhoveder på mellemfodsknoglerne
- Stiv fodrod - medfødte sammenvoksninger (coalitio), svære fejlstillinger efter brud på fodrodsknogler, kroniske ledbetændelser eller leddegigt
- Erhvervet platfod som følge af degeneration
- Aflastning af varigt smertende ar i fodsålen
- Andre foddeformiteter af tilsvarende sværhedsgrad efter særlig begrundelse, for eksempel svært fikseret platfod, svær slaphed af ledbånd og ledkapsler ved medfødt knogleskørhed (osteogenesis imperfecta)
Der kan ikke ydes hjælp til indlæg ved almindelig platfod eller blød platfod hos børn.
Som udgangspunkt gives støtte til ét par ortopædisk fodtøj hver 18. måned.
Ved ansøgning om ortopædisk fodtøj, fabriks fremstillet fodtøj og fodindlæg, skal du undersøges af en ortopæd kirurg, som kommunen henviser til.
Bleer
Der kan bevilges støtte til bleer, hvis du har en varig, urin- eller afførings inkontinenslidelse.
Før der kan træffes en afgørelse, skal du undersøges af enten af din egen læge, hospital eller kommunens inkontinenssygeplejerske.
Diabetes
Der kan ydes støtte til injektions- og testmaterialer f.eks. sprøjter, kanyler, insulinpen, fingerprikker, lancetter, teststrimler og blodsukkermåleapparatur til insulinkrævende diabetikere og diabetikere, der er i kombinationsbehandling med insulin og tabletter eller andet godkendt injektionspræparat.
Hjælpen til blodsukkermåleapparatur ydes med halvdelen af den samlede udgift.
Til tabletbehandlende diabetikere kan der gives op til 150 stk. teststrimler og lancetter årligt.
Betaling og frit valg
Langt de fleste kropsbårne hjælpemidler er gratis for dig. dog er der delvis egenbetaling på ortopædisk fodtøj. Høje-Taastrup Kommune har en række aftaler med leverandører af kropsbårne hjælpemidler.
Du har altid ret til selv at vælge en leverandør, men er prisen højere end hos vores leverandør, skal du selv betale forskellen.
Hvis du har spørgsmål kan du kontakte Team Myndighed for Visitation- og Hjælpemidler på telefon: 43 59 17 33 eller Email: kropsbaarne@htk.dk