Kort om kurset
Som forælder til et barn med vanskeligheder kan du opleve et væld af forskellige udfordringer. Udfordringer som kan stille ekstra krav til dig som forælder i bestræbelserne på at skabe de bedste rammer og muligheder for dit barn og for familien som helhed.
Her kan det være en hjælp at deltage i et forældrekursus, hvor det er muligt at opnå mere viden om dit barns særlige vanskeligheder og behov samt få forslag til, hvordan dagligdagen kan håndteres. Et kursus, hvor der også er fokus på, hvordan det er at være dig i rollen som forælder.
Hvem kan deltage
"Sammen om dit barns udfordringer" henvender sig til alle forældre til børn med udviklingsforstyrrelser - med eller uden diagnose. Det kan for eksempel være lettere eller sværere grader af ADHD, autisme eller lignende vanskeligheder. Vanskelighederne kan blandt andet komme til udtryk i dit barns sociale samspil og kommunikation eller ved hyperaktivitet og impulsivitet. Kurset tager både hånd om problemstillinger, som knytter sig til børn med en nyligt stillet diagnose, og problematikker som opstår efter længere tids kendskab til barnets vanskeligheder. Børnene kan også have andre vanskeligheder som eksempelvis Tourette og mental udviklingshæmning.