Styrelsesvedtægt
Styrelsesvedtægten beskriver kommunens styreform, antallet af medlemmer i Byrådet og de politiske udvalg.
Alle kommuner har en styrelsesvedtægt, der i vid udstrækning refererer til Styrelsesloven. Styrelsesvedtægten skal godkendes af Velfærdsministeriet.
Kapitel I - Byrådet
§ 1 Høje-Taastrup Byråd består af 21 medlemmer.
Stk. 2. Byrådet vælger en borgmester og en første og anden viceborgmester, jf. § 6 i lov om kommunernes styrelse (i det følgende kaldet styrelsesloven).
§ 2 De nærmere regler om forberedelse, indkaldelse og afholdelse af Byrådets møder fastsættes i Byrådets forretningsorden (i det følgende kaldet forretningsordenen), jf. styrelseslovens § 2.
Kapitel II - Borgmesteren
§ 3 De nærmere regler om borgmesterens opgaver i forbindelse med Byrådets møder fastsættes i forretningsordenen, jf. styrelseslovens §§ 8 og 30.
§ 4 Borgmesteren varetager de funktioner som øverste daglige leder af kommunens samlede administration, der fremgår af styrelseslovens kapitel IV.
Stk. 2. Borgmesteren drager omsorg for, at der i sager, der hører under et udvalgs område, indhentes de nødvendige erklæringer fra udvalget, inden Byrådet træffer beslutning i sagen.
Stk. 3. Borgmesteren påser sagernes ekspedition, herunder at de ekspederes uden unødvendig forsinkelse. Borgmesteren kan af udvalgene og de ansatte forlange enhver oplysning om sager, der er underlagt dem, og om sagernes ekspedition.
§ 5 Borgmesteren drager omsorg for, at ingen udgift afholdes eller indtægt oppebæres uden fornøden bevilling, og at udgifter og indtægter bogføres i overensstemmelse med de af Indenrigs- og Socialministeriet og Byrådet fastsatte regler. Finder borgmesteren, at en disposition ikke har haft bevillingsmæssig hjemmel, forelægges spørgsmålet for Byrådet.
Kapitel III - Nedsættelse af udvalg og almindelige regler om disses virksomhed m.v.
§ 6 Følgende udvalg nedsættes:
- Økonomiudvalg
- Teknisk Udvalg
- Plan- og Miljøudvalg
- Institutions- og Skoleudvalg
- Fritids- og Kulturudvalg
- Socialudvalg
- Ældre- og Sundhedsudvalg
- Arbejdsmarkedsudvalg
§ 7 For hvert udvalg føres en beslutningsprotokol, hvori udvalgets beslutninger indføres. Beslutningsprotokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Ethvert af disse medlemmer kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen og ved sager, der af udvalget skal fremsendes til anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Det pågældende medlem kan ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt.
§ 8 De stående udvalg sikrer, at bevillinger og rådighedsbeløb, der er tildelt udvalget, ikke overskrides. Udvalgene foretager indstilling til Byrådet gennem Økonomiudvalget, hvis yderligere bevillinger er ønskelige eller nødvendige.
Stk. 2. Generelt gælder for samtlige stående udvalg, at de skal anlægge et helhedssyn på opgavevaretagelsen, og at de over for Økonomiudvalget tillige har ansvaret for økonomisk koordinering i forhold til deres fagområder.
Kapitel 4 - Borgerrådgiver
§ 9 Der er etableret en borgerrådgiverfunktion, som administreres direkte under Byrådet.
Stk. 2. Borgerrådgiveren bistår Byrådet med dettes tilsyns- og kontrolfunktioner i forhold til udvalg og administrationsområder, samt varetager nærmere af Byrådet fastsatte opgaver om borgerrådgivning og borgervejledninger.
Stk. 3. Byrådet ansætter og afskediger borgerrådgiveren samt fastsætter de nærmere regler for dennes virksomhed.
Kapitel 5 - Økonomiudvalget
§ 10 Økonomiudvalget (ØU)
Økonomiudvalget består af borgmesteren, der er formand for udvalget samt 8 af Byrådets øvrige medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af de anliggender, der er underlagt det i medfør af styrelseslovens §§ 18 og 21 samt kapitel V.
Stk. 3. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af løn- og personaleforhold inden for ethvert af kommunens administrationsområder. Udvalget fastsætter regler for borgmesterens og administrationens behandling af personalesager.
Stk. 4. Udvalget varetager kommunens økonomiske planlægning og har ansvaret for kommuneplanlægningen samt for en samordnet løsning af kommunens planlægningsopgaver. Udvalget fastlægger de fælles planforudsætninger og bistår de stående udvalg med at tilvejebringe det nødvendige grundlag for udvalgenes planlægningsopgaver. Udvalget fastsætter generelle forskrifter for planernes tilvejebringelse. Udvalget sikrer udarbejdelse af økonomiske konsekvensvurderinger af de udarbejdede planforslag og foretager indstilling til Byrådet om planforslagene.
Udvalgets erklæring indhentes om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, inden sagen forelægges Byrådet til beslutning.
Stk. 5. Udvalget fastlægger den overordnede IT-strategi.
Stk. 6. Udvalget foretager den umiddelbare forvaltning af:
- køb, salg og pantsætning af fast ejendom
- alle bygge- og anlægsopgaver, bortset fra hovedkonto 01 og 02
- drift og vedligeholdelse af kommunale bygninger og anlæg
- udlån og udleje af kommunale lokaler, anlæg og bygninger
- opgaver i forhold til borger- og erhvervsservice
- fastlæggelse af retningslinjer for erhvervsservice i forhold til kommunens erhvervsvirksomheder
- indsatsen i forhold til tiltrækning af nye erhvervsvirksomheder og fastholdelse af eksisterende virksomheder
- samarbejdet med erhvervsudvalg, handelsstands- og håndværkerforeninger
- tværgående politikker og retningslinjer for borgerbetjening
- servicekrav, svarfrister og servicevejledning
- sikring af sammenhængende borgerservice i forhold til den enkelte borger på tværs af den kommunale administration
- opgaver vedrørende redningsberedskabet.
Stk. 7. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om kommunens kasse- og regnskabsregulativ, jf. styrelseslovens § 42.
Stk. 8. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om tværgående politikker og retningslinjer for gennemførelse af afbureaukratisering i hele den kommunale virksomhed.
Stk. 9. Udvalget forhandler i fornødent omfang med et stående udvalg inden iværksættelsen af foranstaltninger af væsentlig betydning for det pågældende udvalg.
Stk. 9. Økonomiudvalget varetager på Byrådets vegne den direkte kontakt til borgerrådgiveren og rådgiver Byrådet i forbindelse med udførelsen af borgerrådgiverfunktionen. Økonomiudvalget indstiller nærmere til Byrådet omkring afrapportering mv. fra borgerrådgiveren
§ 11 Økonomiudvalget fastsætter regler om:
- indberetninger fra den kommunale administration med henblik på udvalgets udøvelse af budget- og bevillingskontrol, jf. § 10
- i hvilket omfang kommunens værdier skal forsikres
- samordning af kommunens indkøbsfunktioner
- indtægtsdækket virksomhed
§ 12 Økonomiudvalget fører tilsyn med:
- at forvaltningen af økonomiske midler sker i overensstemmelse med Byrådets beslutninger og i øvrigt på forsvarlig måde
- at forvaltningen af kommunens finansielle aktiver og passiver og kommunens regnskabsføring er forsvarlig
- at de på årsbudgettet meddelte bevillinger og rådighedsbeløb samt de ved særlig beslutning bevilgede beløb ikke overskrides uden Byrådets samtykke
- løn- og ansættelsesforhold for personale i selvejende institutioner, jf. styrelseslovens § 67.
Kapitel VI - De stående udvalg
§ 13 Teknisk Udvalg (TU)
Teknisk Udvalg består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver inden for den tekniske drift samt vejmyndighed.
Udvalget varetager:
- vejdrift og vejmyndighed herunder tilsyn
- busdrift
- pleje af kommunens grønne områder
- det umiddelbare samarbejde med Vandforsynings og Kloakforsyningsselskaberne
- renovation
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Økonomiudvalget/Byrådet om:
- takster for forsyningsvirksomheder
- brugerbetaling for serviceordninger på private fællesveje
- regulativer på vej- og forsyningsområdet
- ordensregler i kommunens grønne områder
- buskøreplaner
- det regionale trafikselskab
- kommunale fællesskaber på vej- og forsyningsområderne.
- sektorplaner
- opgaver vedrørende støjhandlingsplaner
Stk. 4. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om politikker og planer inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10.
§ 14 Plan- og Miljøudvalget (PMU)
Plan- og Miljøudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver inden for det tekniske myndighedsområde.
Udvalget varetager:
- byggetilladelser og tilsyn med overholdelse af disse
- landzonetilladelser og tilsyn med overholdelse af disse
- myndighedsopgaver i forbindelse med naturbeskyttelse
- myndighedsopgaver på miljøområdet, dog ikke støjhandlingsplaner
- myndighedsopgaver på råstofområdet
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Økonomiudvalget/Byrådet om:
- lokalplaner
- kommuneplaner
- kommunale fællesskaber på miljø- og planområderne
- klimahandlingsplaner
Stk. 4. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om politikker og planer inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10.
§ 15 Institutions- og Skoleudvalget (ISU)
Institutions- og Skoleudvalget består af 9 medlemmer.
Stk.2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver overfor og tilbud til børn og unge under 18 år i folkeskolen og i daginstitutioner, klubber o.l.
Stk. 3. Udvalget har den umiddelbare forvaltning af sager om ydelser m.v. til enkeltpersoner for så vidt angår børn.
Stk. 4. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver vedrørende børn og unge med særlige behov.
Stk. 5. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver overfor handicappede børn og unge.
Stk. 6. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver med hensyn til forebyggelse og øvrige sundhedsopgaver overfor børn og unge, dog undtaget kommunens opgaver vedrørende tandpleje, jf. § 18, stk. 4.
Stk. 7. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver med hensyn til unges uddannelse, herunder Ungdommens Uddannelsesvejledning og forberedende grunduddannelse (FGU), afgrænset i forhold til udvalgets arbejdsområde.
Stk. 8. Udvalget varetager samarbejdet med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
Stk. 9. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om politikker og planer inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10.
§ 16 Fritids- og Kulturudvalget (FKU)
Fritids- og Kulturudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på det kulturelle og det fritidsmæssige område.
Stk. 3 Udvalget varetager samarbejdet med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
Stk. 4 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning vedrørende kommunens overordnede integrationspolitik rettet mod alle borgergrupper.
Stk. 5. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om regler for udlån og udleje af lokaler i kommunens ejendomme i relation til lov om folkeoplysning, regler om tilskud til foreninger m.v.
Stk. 6. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om politikker og planer inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10.
§ 17 Socialudvalget (SU)
Socialudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på det sociale område overfor voksne over 18 år, herunder handicap- og psykiatriområdet, jf. servicelovens bestemmelser.
Stk. 3. Udvalget har den umiddelbare forvaltning af sager om ydelser m.v. til enkeltpersoner for så vidt angår voksne, herunder også opgaver indenfor lov om aktiv socialpolitik kap 10 og 10 A og integrationslovens §§ 35 – 39. Udvalget har dog ikke den umiddelbare forvaltning af sager om førtidspension.
Stk. 4. Udvalget varetager
- samarbejdet med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
- opgaver i henhold til lov om individuel boligstøtte
- den umiddelbare forvaltning af kommunens boligsociale opgaver, udvikling af boligsociale strategier og byudvalgsindsatsen inkl. projekter.
- styringsdialogmøder med de almene boligselskaber
- godkendelse af skemasager ved oprettelse af almene boliger samt tilsynet med almene boliger, herunder familieboliger, ungdomsboliger samt ældreboliger
Stk. 5. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om politikker og planer inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10.
§ 18 Ældre- og Sundhedsudvalget (ÆSU)
Ældreudvalget- og Sundhedsudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på ældreområdet, genoptræningsområdet samt hjælpemiddelområdet.
Stk. 3 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver med hensyn til forebyggelse og øvrige sundhedsopgaver over for voksne, herunder ældre.
Stk. 4 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver med hensyn til tandpleje for alle aldersgrupper.
Stk. 5 Udvalget varetager
- samarbejdet med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
- opgaver vedrørende hjælpemidler og boligindretning
Stk. 6 Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om politikker og planer inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10.
§ 19 Arbejdsmarkedsudvalget (AMU)
Arbejdsmarkedsudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver inden for beskæftigelsesområdet.
Stk. 3 Udvalget har den umiddelbare forvaltning af sager om ydelser m.v. til enkeltpersoner i relation til beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.
Stk. 4 Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver inden for området for førtidspension.
Stk. 5. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning vedrørende kommunens institutioner på arbejdsmarkedsområdet og private og selvejende institutioner, som kommunen har indgået overenskomst med.
Stk. 6. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver vedr. tilbud om danskundervisning.
Stk. 7. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver vedr. lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.
Stk. 8. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om politikker og planer inden for udvalgets område i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10.
Kapitel VII - Indkaldelse af stedfortræder
Kapitel VIII - Vederlag m.v.
§ 21 Viceborgmesteren modtager et vederlag på 10 % af borgmestervederlaget.
§ 22 Formanden for Teknisk Udvalg modtager et vederlag, som udgør 20 % af borgmesterens vederlag. Næstformanden modtager et vederlag, som udgør 4,5% af borgmesterens vederlag.
Stk. 3. Formanden for Plan- og Miljøudvalget modtager et vederlag, som udgør 20 % af borgmesterens vederlag. Næstformanden modtager et vederlag, som udgør 4,5 % af borgmesterens vederlag.
Stk. 4. Formanden for Institutions- og Skoleudvalget modtager et vederlag, som udgør 20 % af borgmesterens vederlag. Næstformanden modtager et vederlag, som udgør 4,5 % af borgmesterens vederlag.
Stk. 5. Formanden for Fritids- og Kulturudvalget modtager et vederlag, som udgør 20 % af borgmesterens vederlag. Næstformanden modtager et vederlag, som udgør 4,5 % af borgmesterens vederlag.
Stk. 6. Formanden for Socialudvalget modtager et vederlag, som udgør 20 % af borgmesterens vederlag. Næstformanden modtager et vederlag, som udgør 4,5 % af borgmesterens vederlag.
Stk. 7. Formanden for Ældre- og Sundhedsudvalget modtager et vederlag, som udgør 20 % af borgmesterens vederlag. Næstformanden modtager et vederlag, som udgør 4,5 % af borgmesterens vederlag.
Stk. 8. Formanden for Arbejdsmarkedsudvalget modtager et vederlag, som udgør 20 % af borgmesterens vederlag. Næstformanden modtager et vederlag, som udgør 4,5 % af borgmesterens vederlag.
Stk. 9. Formanden for Det Særlige børn- og Ungeudvalg modtager et vederlag, som udgør 13,33 % af borgmesterens vederlag.
Stk. 10. Formanden for Folkeoplysningsudvalget modtager et vederlag, som udgør 5 % af borgmesterens vederlag.
Kapitel IX - Ændringer i vedtægten
§ 23 Denne Styrelsesvedtægt træder i kraft den 01.01.2018
Stk. 2. Denne Styrelsesvedtægt for Høje-Taastrup Kommune ophæver tidligere Styrelsesvedtægter for Høje-Taastrup Kommune.
Stk. 3. Forslag om ændringer i og tillæg til denne vedtægt skal behandles i to byrådsmøder med mindst 6 dages mellemrum.