På dagen for folkeafstemningen - den 1. juni 2022 - skal du møde op på valgstedet og stemme.
Valgstederne er åbne kl. 8-20.
Du skal medbringe dit valgkort, som du får tilsendt med posten i ugen op til valget. På valgkortet står, hvor du skal stemme. Det vil normalt være på den nærmeste folkeskole, men tjek dit valgkort.
Du skal aflevere dit valgkort ved et af valgbordene. Valglisteføreren finder dig herefter på valglisten for at sikre, at der ikke er nogen, der får udleveret mere end én stemmeseddel. Herefter får du udleveret din stemmeseddel, og en af de valgtilforordnede viser dig hen til et ledigt stemmerum.
Hvis du ikke har modtaget dit valgkort, eller der er fejl i det, du har modtaget, skal du på valgdagen henvende dig til valgsekretæren på dit valgsted og medbringe legitimation.
I stemmerummet
Du må kun sætte ét kryds på stemmesedlen. Du kan enten vælge at stemme ja, nej eller blankt.
Du skal være alene i stemmerummet. Det er ikke tilladt at tage nogle med ind for at hjælpe med at sætte krydset på stemmesedlen. Heller ikke selvom det er familie eller venner.
Følgende hjælpemidler stilles til rådighed på alle afstemningssteder: Ekstra belysning, lup, overlægsplade og sort pen.
Aflevering af stemmeseddel
Når du er færdig med at stemme, skal du folde din stemmeseddel sammen og tage den med ud af stemmerummet. Du skal gå ud af stemmerummet modsat af, hvor du kom ind. Uden for stemmerummet står der nogle stemmekasser, som du skal lægge din stemmeseddel i.
Ugyldige stemmesedler
Hvis der er mere end ét kryds på stemmesedlen, eller der er blevet skrevet eller tegnet på en stemmeseddel, kan den blive kendt ugyldig. Det er derfor vigtigt, at du kun sætter ét kryds.
Hvad gør jeg, hvis jeg får lavet en fejl?
Hvis du kommer til at sætte dit kryds et forkert sted, kan du få byttet din stemmeseddel til en ny. Du skal henvende dig til en af de valgtilforordnede, som vil hjælpe dig. Du kan kun få din stemmeseddel byttet, hvis du ikke har nået at lægge den i stemmekassen.