Hvorfor stemme?

Når du stemmer til kommunalvalget og regionsrådsvalget er du med til at bestemme, hvem der skal repræsentere dig som borger.

Hvert fjerde år vælger Høje-Taastrup Kommunes borgere, hvem der skal repræsentere dem i Byrådet. Det er altså ved kommunalvalget, at du kan påvirke, hvordan din kommune skal styres de næste 4 år. 

At stemme til kommunalvalget er med andre ord det samme som at få indflydelse på din egen hverdag.

I alt skal der vælges 21 politikere til Byrådet i kommunen, og du kan være med til at bestemme, hvem det skal være.

Kommunal- og regionsrådsvalgene holdes samme dag hvert fjerde år i november. Sidste valg fandt sted d. 21. november 2017.

Byrådet 

Byrådet i Høje-Taastrup Kommune består af 21 politikere.

Se medlemmer af byrådet.

Se forretningsorden for byrådet 

Regionsrådet

Samtidig med kommunalvalget afholdes valg til Regionsrådet. Danmark er inddelt i fem store områder kaldet regioner. Der skal også vælges politikere til de fem regionsråd. 

Da Høje-Taastrup Kommune er en del af den region, der hedder Region Hovedstaden, skal kommunens borgere også vælge, hvem der skal sidde i Regionsrådet her.

Region Hovedstaden består af 29 kommuner, og der bor ca. 1,8 millioner mennesker. Den største opgave for regionerne er at drive hospitalerne. Det gælder bl.a. Hvidovre og Glostrup hospitaler, som er nærmest Høje-Taastrup.

De fire andre regioner kaldes Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Sjælland.