Nyheder & presse
  • Få siden oplæst

Oplev EU-Parlamentsvalget Backstage!

4. april 2019

Er du interesseret i politik, og kunne du tænke dig at være helt tæt på det kommende EU-Parlamentsvalg som afholdes søndag den 26. maj 2019, så har du nu en spændende mulighed for at blive tilforordnet vælger!

EU-flag

Hvad vil det sige at være tilforordnet vælger?

Som tilforordnet vælger skal du være med til at sikre, at valghandlingen foregår korrekt - fx ved at krydse vælgerne af på valglisten, udlevere stemmesedler og tælle stemmer op, når valget er slut. Du skal være med til at hjælpe valgstyrerne, der er ansvarlige for valgstedet, og som vil være lokalpolitikere.

Traditionelt er de tilforordnede vælger udpeget af de politiske partier i Byrådet, men nu har du chancen!

Hvad får du ud af det?

Du får på nærmeste hold mulighed for at opleve, hvordan demokratiet fungerer i praksis på valgdagen. Som tilforordnet vil du modtage en skattepligtig diæt samt gratis forplejning på valgdagen. Du skal selv sørge for transport til og fra valgstedet.

Du skal møde ind enten kl. 7.30, 11.45 eller 19.30 og være der til stemmerne er talt op på valgdagen.

Krav for at blive tilforordnet vælger

For at kunne blive tilforordnet vælger skal du bo i Høje-Taastrup Kommune, være stemmeberettiget, være fyldt 18 år på valgdagen og være dansk statsborger. Det er en fordel, at du har flair for IT, da vi bruger digitale valglister.

Hvis det er noget for dig, kan du tilmelde dig på vores hjemmeside, med din NemID, hvor du skal give en kort motivation for, hvorfor du ønsker at blive tilforordnet vælger.

Dette er en første tilkendegivelse – når fordeling af pladser på valgstederne er gjort op, vil vi evt. kontakte dig for at høre, om du stadigvæk har mulighed for og lyst til at deltage.

Sidste frist for ansøgning om, at være tilforordnet vælger er søndag den 28.04.2019.

Ansvar for denne side

Borger- og Arbejdsmarkedscenter

T: 43 59 10 00
E-mail: bac@htk.dk