Nyheder & presse
  • Få siden oplæst

Mere hop og spring i børnehaverne

4. juli 2018

Masser af gode oplevelser med hop, spring og bedre balance er nogle af de mange gevinster, som små børn får i Høje-Taastrup Kommunes børnehaver. Det er resultatet af et tæt samarbejde mellem børnehaver og lokale idrætsforeninger.

Hop og spring styrker motorikken hos småbørnene i Høje-Taastrup Kommunes daginstitutioner.

Børn fra Daginstitutionen Grønhøj hopper og springer og styrker motorikken med hjælp fra idrætsinstruktører fra lokale idrætsforeninger.

Et sundt og aktivt liv bliver lagt i barneårene, og derfor er gode oplevelser med foreningsidræt her særligt vigtige. Forløbet har varet seks uger, og resultaterne er positive:

”Det har været en kæmpe succesoplevelse at se børn - der ikke kunne lave en kolbøtte, da de kom – udvikle sig og rent faktisk slå en kolbøtte. At se glæden og stoltheden i deres øjne det er bare det hele værd. Det viser, at en lille indsats kan gøre en stor forskel”, siger Caroline Lausen fra Hedehusene Gymnastik Forening, som har været med til at undervise børnene.

Glæden i deres øjne har nok været det største
Netop det at have en god motorik og balance er helt afgørende for at kunne lære, ligesom masser af bevægelse gør det lettere for børn at koncentrere sig. Ideen er derfor også at sikre, at børnene er bedst muligt skoleparate.

”Vi har fået rigtig mange ting ud af bevægelsesforløbet. Det gode har bl.a. været, at det har kørt over seks gange. På den måde har børnene haft en tilvænning i forhold til at finde ud af, hvad der skal ske, de har kunne gå og forberede sig og glæde sig. At se glæden i deres øjne har nok været det største. De har glædet sig helt vildt, hver gang. Vi har kunne bruge en del af aktiviteterne fra forløbet i vores egen hverdag.” siger Linda Larsen, der er pædagog i daginstitutionen Åen.

Win-win for alle

Ideen er at give børn og pædagoger gode oplevelser med foreningsidræt og inspirere til at lege og bevæge sig i hverdagen:

”Det er en win-win for alle. Børnene får gode oplevelser og møder nogle engagerede og dygtige foreningsinstruktører. Pædagogerne får inspiration til aktiviteter i hverdagen, der styrker børnenes motoriske udvikling og lysten til at bevæge sig. Samtidig bliver børnene introduceret for idrætsforeningerne i en tidlig alder, hvilket forhåbentlig kan give dem lyst til at fortsætte i foreningsidræt,” siger Christian Moos Aundal, der er idræts- og bevægelseskonsulent i Høje-Taastrup Kommune.

Inspiration fra breddeidrætsprojekt

Indsatsen sker i forlængelse af de gode erfaringer, som Høje-Taastrup Kommune gjorde i kraft af at have været Breddeidrætskommune. Her fik børnene blandt andet mulighed for at danse, spille volleyball og badminton. Resultaterne var meget positive, og Byrådet i Høje-Taastrup Kommune besluttede derfor at gennemføre bevægelsesforløb med idrætsforeninger i alle kommunens daginstitutioner.