Nyheder & presse
  • Få siden oplæst

Ungdomsskolen sætter fokus på teenagepigers udfordringer

8. februar 2019

Ungdomsskolen tilbyder fra marts forløbet EmpowR til piger i 7., 8. og 9. klasse. Det sker i samarbejde med organisationen GirlTalk og retter sig mod at styrke pigernes selvværd.

Høje-Taastrup Ungdomsskole og GirlTalk tilbyder sammen forløbet EmpowR, der strækker sig over ti uger med ugentlige møder, hvor man gennem øvelser, hygge og sjov får talt om store og små emner.

Høje-Taastrup Ungdomsskole og GirlTalk tilbyder fra 5. marts sammen forløbet EmpowR, der strækker sig over ti uger med ugentlige møder, hvor man gennem øvelser, hygge og sjov får talt om store og små emner.

For nylig var Taastrup Medborgerhus' Lille sal fyldt af forældre, der ville høre en eksperts bud på deres teenagepigers udfordringer. Eksperten var Majbritt Bay, psykolog og souschef i GirlTalk og bosiddende i Taastrup. 

Foredraget var arrangeret af GirlTalk og Høje-Taastrup Ungdomsskole for at gøre opmærksom på det nye tilbud EmpowR, som er et gratis tilbud til unge piger, der har brug for et trygt og neutralt rum til at tale om forskellige udfordringer. 

»Antallet af unge piger, der kæmper med lavt selvværd, er stigende. Sociale medier og en verden af muligheder gør det sværere for pigerne at navigere i, hvem de er, og om det nu også er godt nok. Derfor har vi startet EmpowR, så pigerne i trygge rammer sammen kan opbygge selvværd,« forklarer Anna Bjerre, direktør for GirlTalk, der udbyder kurset i samarbejde med Høje-Taastrup Ungdomsskole.

GirlTalk er en NGO, der blev grundlagt for 15 år siden med ønsket om at hjælpe unge piger med deres problemer. I dag hjælper organisationen årligt omkring 7.000 piger mellem 12 og 24 år. Det sker hovedsageligt gennem en gratis chat-rådgivning, men siden 2016 også gennem forløbet EmpowR, der nu tilbydes gratis til piger i Høje-Taastrup Kommune.

EmpowR strækker sig over ti uger med ugentlige møder, hvor man gennem øvelser, hygge og sjov får talt om store og små emner. Møderne tilbydes gratis til piger på 7., 8. og 9. klassetrin med bopæl i Høje-Taastrup Kommune. Møderne ledes af frivillige fra GirlTalk og afholdes i Ungdomsskolens lokaler. 

Tilmelding

EmpowR har opstart allerede 5. marts. Tilmelding foregår på www.GirlTalk.dk, hvorefter man bliver inviteret til møde med de frivillige gruppeledere for en forventnings-afstemning, inden man siger endeligt ja til deltage. Der kommer flere forløb til efteråret og næste år, idet aftalen mellem GirlTalk og Ungdomsskolen løber over to år.