Om kommunen
  • Få siden oplæst

Ny i kommunen

Velkommen til en moderne kommune med en mangfoldighed af mennesker og muligheder inden for erhverv, uddannelse, fritids- og kulturliv.

Hakkemosen i Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune er placeret lige dér, hvor hovedstadsområdet åbner sig mod resten af landet – og den placering giver os nogle helt unikke muligheder for at nyde det aktive liv, som både byen og de smukke naturområder byder på.

Det er vigtigt for os, at børnefamilier kan få et godt liv her i kommunen, hvor man kan indrette sig med job, skole, pasning, indkøb og fritidsaktiviteter inden for overskuelig afstand. Derfor prioriterer vi at skabe gode rammer for vores børnefamilier. 

Vi har naturligvis pasningsgaranti for de yngste, og vores institutioner har bl.a. fokus på sundhed og bevægelse i dagligdagen. 

Vi bygger i disse år nye folkeskoler udstyret med de mest moderne faciliteter, og vi udvikler dem i samarbejde med organisationer og virksomheder, bl.a. LEGO Education. 

Når de unge forlader folkeskolen, er der muligheder for både erhvervsrettet og gymnasial ungdomsuddannelse i kommunen, ligesom mange uddannelser tilbydes inden for kort rækkevidde i hovedstadsområdet. 

Vi har et rigt idrætsliv i Høje-Taastrup Kommune. Der er masser af skønne, afmærkede løbe- og cykelruter lige uden for døren, og i vores mange idrætsanlæg tilbydes der alt fra babysvømning til elitesport. 

På kulturområdet har vi tilbud til børn og voksne på vores biblioteker, teatret, kultur- og musikhusene og ved arrangementer som Opera Hedeland og Kul’Tour-ugen. 

Sidst med ikke mindst er vi en kommune med et stærkt erhvervsliv inden for mange brancher. Vi har tiltrukket rigtig mange nye virksomheder og er danmarksmester i jobvækst. Det skaber masser af spændende jobmuligheder inden for kommunens grænser.

I Høje-Taastrup Kommune har vi imidlertid ikke kun fokus på det nære, trygge og aktive liv. Vi vil også gerne medvirke til at sikre et sundt miljø for de kommende generationer. Derfor har vi defineret nogle ambitiøse klimamål for vores kommune. Og vi er godt på vej til at indfri dem – vel at mærke samtidig med, at vi oplever vækst og øget velstand. Det er vi også temmelig stolte af!

Opdateret 25. juli 2018

Ansvar for denne side

Byrådscenter

T: 43 59 10 00