Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Støtte og omsorg Børn og unge med behov for støtte Kørselsordning for børn

Kørselsordning for børn

Høje-Taastrup Kommune sørger for, at jeres barn bliver kørt i bus mellem jeres hjem og skole eller institution og eventuelt mellem skole og fritidstilbud.

Der er busselskabet Handicap-Befordring, som kører med børnene til og fra skole eller institution.

Hvis I skal melde afbud til kørsel

Hvis I skal aflyse kørslen i en periode f.eks. på grund af ferie, skal I give besked til skolen eller institutionen om, hvornår jeres barn ikke skal køres. Skolen eller institutionen orienterer Handicap-Befordring om det.

Da der er flere børn på samme rute, er det et fælles ansvar at få kørslen til at forløbe efter planen. Hvis ét barn er forsinket, kan det betyde, at chaufføren ikke kan overholde tidsplanen på resten af sin rute. Derfor er det vigtigt, at I som forældre har forståelse for dette, så kørslen til og fra skole eller institution kan forløbe planmæssigt for alle.

I kan hjælpe til ved:

  • at sørge for, at jeres barn om morgenen er klar ved vejen 5 minutter før det aftalte tidspunkt (dog undtaget børn, der ved første afhentning kl. 7)
  • at I om eftermiddagen er hjemme ca. 10 min. før det aftalte tidspunkt, når I skal hente jeres barn ved bussen
  • at I melder afbud til Handicap-Befordring (helst dagen før), når jeres barn ikke skal køres f.eks. ved sygdom
  • at I meddeler skolen/institutionen om planlagt ferie i god tid
  • at I har givet skolen/institutionen jeres mobilnumre, som de kan kontakte jer på, hvis bussen er forsinket. 

Bussen kører senest 2 minutter efter det planlagte tidspunkt af hensyn til rettidig afhentning af de øvrige børn på ruten.

Alle chauffører kender reglerne for kørsel med børn og har bl.a. kursus i førstehjælp.

Høje-Taastrup Kommune har indgået kontrakt med Handicap-Befordring om:

  • At chaufføren sørger for, at børnene og eventuelle hjælpemidler er forsvarligt fastspændt under kørslen
  • Til børn med behov for en sædepude stiller Handicap-Befordring en sædepude til rådighed. Af hensyn til hygiejnen, og da sædet er specielt tilpasset til det enkelte barn, skal barnet selv bringe sædet til og fra bussen
  • Familien er erstatningspligtig overfor Handicap-Befordring, hvis sædet bliver beskadiget eller bortkommer
  • At chaufføren aldrig efterlader bussen uden opsyn, når der er børn i. Når chaufføren hjælper et barn af bussen, betragtes dette ikke som om, at bussen er efterladt uden opsyn
  • At chaufføren ikke sætter et barn af, uden at der er kontakt med en modtager. Chaufføren ”skal observere, at barnet bliver modtaget i hjemmet”. Kontakten sker i praksis ved en gensidig hilsen fra en modtager i hjemmet til chaufføren.
    Det skal aftales skriftligt, hvis chaufføren må sætte jeres barn af, uden at der er en modtager i hjemmet. En seddel fås hos kontaktpersonen.
  • Hvis chaufføren er foran tidsplanen, vil han vente med at sætte barnet af, indtil I eller en anden modtager er kommet. Hvis I ikke er kommet til det aftalte tidspunkt, kører bussen af hensyn til de andre børn. Jeres barn bliver i bussen og får lov til at køre med rundt. I skal i sådanne tilfælde kontakte Handicap-Befordrings kørselskontor for en nærmere aftale. Hvis I ikke giver lyd fra jer, vil Handicap-Befordring forsøge kontakt til skolen/fritidstilbuddet.
  • At der skal være en voksen til at tage imod børnene, når Handicap-Befordring ankommer til skolen/institutionen.

Hvis I som forældre har konkrete spørgsmål til den daglige kørsel, bedes I kontakte chaufføren, kørselskontoret eller kontaktpersonen på skolen/institutionen.

Generelle spørgsmål og henvendelser i al almindelighed kan rettes til Høje-Taastrup Kommune, Skole- og PPR-center, Rådhusstræde 1, 2630 Taastrup eller fremsendes pr. e-mail til InstitutionSkole@htk.dk.

Hvis I ønsker at klage, skal det ske til kontaktpersonen, der vil nedskrive og videreformidle klagen. I kan selv også sende jeres klage i et brev eller e-mail til Skole- og PPR-centret.

Herfra får I en kvittering, og Skole- og PPR-centret beder Handicap-Befordring om at kommentere jeres klage. Når centret har modtaget kommentarerne, vil der blive udformet et svar til jer. Svaret til jer vil blive sendt til såvel kontaktpersonen som Handicap-Befordring.

Skole og PPR-center

Telefon: 43 59 10 00  |  e-mail: spc@htk.dk  |  Telefontider  |  Adresse

Brug sikker mail (Digital Post), hvis du sender følsomme eller fortrolige oplysninger.

Se også:

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje