Skip til hoved indholdet

Kvalitetsstandard for forsorgshjem efter serviceloven § 110

Kan du modtage støtten?

Du skal være fyldt 18 år og have særlige sociale problemer.

Du skal have behov for tag over hovedet, og samtidig behov for støtte og omsorg. Det kan være, du ikke har din egen bolig, eller at du ikke kan opholde dig i din bolig.

Det er en betingelse, at du har lovligt ophold i Danmark.

Du er ikke i målgruppen, hvis der udelukkende er tale om akut bolignød.


Hvordan kontakter du os/søger støtte?

Du kan frit tage ophold på et hvilket som helst forsorgshjem, herberg eller mandekrisecenter (herefter kaldet ”forsorgshjem”), såfremt forstanderen på forsorgshjemmet træffer beslutning om, at du kan tage ophold.

Du kan selv henvende dig til forsorgshjemmet, hvis du mener, at du har behov for at bo midlertidigt på et forsorgshjem. Du behøver ikke kontakte Høje-Taastrup Kommune, men du er velkommen til at kontakte kommunen for at få råd og vejledning, for at få hjælp til at finde et forsorgshjem eller for at få sagsbehandlerens vurdering af, om et forsorgshjem er det rette tilbud til dig.

Du kan ringe eller du kan sende en mail.

Telefon: 43 59 10 00

E-mail: socialhandicap@htk.dk

Forsorgshjemmet skal give Høje-Taastrup Kommune besked senest tre dage efter borgeren har taget ophold, samt give besked senest tre dage efter vedkommende er flyttet ud.


Hvad er sagsbehandlingstiden?

Når du kontakter et forsorgshjem, vurderer forsorgshjemmets forstander samme dag, om du kan få et midlertidigt ophold på forsorgshjem.

Hvis forsorgshjemmet vurderer, at du ikke kan få et ophold, fordi du ikke er i målgruppen eller på grund af pladsmangel, vejleder forsorgshjemmet om andre relevante tilbud.


Hvad er formålet med støtten?

Formålet med støtten er at hjælpe dig til en varig boligløsning.


Hvad er kriterierne?

Forsorgshjemmet eller Høje-Taastrup Kommune foretager en konkret og individuel vurdering af dine ressourcer og dit behov for støtte.


Hvad indgår i støtten?

Forsorgshjemmet skal give støtte og omsorg til dig.

På forsorgshjemmet får du tag over hovedet og samtidig hjælp til at finde en bolig og aktiverende støtte og omsorg, der skal hjælpe dig til at blive selvhjulpen og i stand til at bo i egen bolig.

Høje-Taastrup Kommune har en målsætning om, at du bor på et forsorgshjem max tre måneder.

Forsorgshjem og herberg tilbyder en række ydelser, eksempelvis rådgivning og vejledning i økonomiske og sociale forhold samt støtte til at finde egen bolig. Derudover kan der være støtte til udslusning til anden bolig. Det er ikke et krav, at du er aktiv boligsøgende, men når det er relevant, vil aktiv boligsøgning indgå som et led i din handleplan.

Efterforsorg kan bevilliges af forsorgshjemmets leder i direkte forlængelse af opholdet på stedet. Ved efterforsorg kan kontakten mellem borger og forsorgshjemmet bevares.

Under opholdet kan der også bevilliges socialpædagogisk støtte (bostøtte) efter servicelovens § 85a. Formålet er her at tilbyde en individuel og intensiv bostøtte, som skal hjælpe dig i overgangen til egen bolig samt forbedre mulighederne for at fastholde dig i din egen bolig.


Hvad indgår ikke i støtten?

Transportudgifter til og fra forsorgshjemmet indgår ikke i støtten.


Hvad koster det?

Personer med ophold på forsorgshjem opkræves som udgangspunkt egenbetaling for logi med 100,77 kr. pr. døgn (2024-niveau). Hvis du har huslejeudgifter til egen bolig under opholdet, betaler du som udgangspunkt ikke for logi på forsorgshjemmet.

Der kan være betaling for kost på forsorgshjemmet, afhængigt af, om beboerne selv er ansvarlige for maden.


Hvem leverer støtten?

Du kan frit henvende dig på alle landets forsorgshjem, som selv visiterer til tilbuddet. Høje-Taastrup Kommune har også mulighed for at henvise til forsorgshjem.

Tilbuddet skal fremgå af Tilbudsportalen.


Hvornår og hvordan følger vi op?

Senest to uger efter, at Myndighed på socialområdet har fået kendskab til dit ophold på et forsorgshjem, vil sagsbehandleren følge op på dit ophold og foretage en vurdering af den fremtidige indsats i samarbejde med dig.  

Du får en handleplan. I forbindelse med udarbejdelse af handleplan skal sagsbehandler i samarbejde med dig tage stilling til indsats efter servicelovens § 85a. samt tage stilling til valg af leverandør af indsatsen. 

Sagsbehandleren vil løbende sammen med dig følge op på, om du får den hjælp og støtte, du har behov for, og om støtten hjælper dig i retning af at kunne leve dit liv mere selvstændigt, eller om der er behov for at gøre noget andet.

Hvis du og din sagsbehandler vurderer det relevant med yderligere støtte efter et ophold på forsorgshjem, vil der efterfølgende bliver udarbejdet en udredning heraf.

Høje-Taastrup Kommune har en forventning om, at du aktivt samarbejder om at afklare din fremtidige boligsituation, hvis du ikke har en bolig eller har behov for en ny bopæl.


Hvilke klagemuligheder har du?

Du kan klage til Ankestyrelsen om forstanderens afgørelse om optagelse eller udskrivelse fra forsorgshjemmet. Det betyder, at Ankestyrelsen kan tage stilling til de retlige spørgsmål, der ligger til grund for forstanderens afgørelse om din optagelse og/eller udskrivning.

Du kan derudover klage mundtligt eller skriftligt til Høje-Taastrup Kommune om din afgørelse om egenbetaling, og forsorgshjemmet kan hjælpe dig, hvis du har brug for det. Du skal oplyse, hvad i afgørelsen, du er utilfreds med, og du kan også oplyse, hvorfor du er utilfreds med afgørelsen, men det er ikke et krav.

Kommunen skal overveje deres beslutning igen. Hvis kommunen fortsat mener det samme, skal de sende din klage til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen skal se på din klage og træffe en afgørelse.

Din klage skal stiles til:
Høje-Taastrup Kommune
Social- og Arbejdsmarkedscentret 
Rådhusstræde 1 
2630 Taastrup
E-mail: socialhandicap@htk.dk
Tlf. nr.: 43 59 16 90


Hvad siger loven om forsorgshjem?

Det fremgår af servicelovens § 110 at;

Kommunen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for
botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.


Revideret og godkendt

Godkendt af Byrådet den 13. december 2023.

 

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Høje-Taastrup Kommune
Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Genveje