---
title: "Kvalitetsstandard for forsorgshjem og herberg efter serviceloven § 110 og § 85a"
description: "Forsorgshjem og herberg efter serviceloven § 110 og § 85a"
date: "2025-07-31"
created: "2024-07-05"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Borger](https://www.htk.dk/borger)

                    [Støtte og omsorg](https://www.htk.dk/borger/stoette-og-omsorg)

                    [Voksne med behov for støtte](https://www.htk.dk/borger/stoette-og-omsorg/voksne-med-behov-for-stoette)

                    [Kvalitetsstandarder for voksne med særlige behov](https://www.htk.dk/borger/stoette-og-omsorg/voksne-med-behov-for-stoette/kvalitetsstandarder-for-voksne-med-saerlige-behov)

                [Kvalitetsstandard for forsorgshjem og herberg efter serviceloven § 110 og § 85a](https://www.htk.dk/borger/stoette-og-omsorg/voksne-med-behov-for-stoette/kvalitetsstandarder-for-voksne-med-saerlige-behov/kvalitetsstandard-for-forsorgshjem-og-herberg-efter-serviceloven-110-og-85a)

# Kvalitetsstandard for forsorgshjem og herberg efter serviceloven § 110 og § 85a

## **Kan du modtage støtten?**

Du skal være fyldt 18 år og have særlige sociale problemer.

Du skal have behov for tag over
hovedet, og samtidig behov for støtte og omsorg. Det kan være, du ikke har din egen
bolig, eller at du ikke kan opholde dig i din bolig.

* * *

## **Hvordan kontakter du os/søgerstøtte?**

Du kan frit tage ophold på et hvilket som helst forsorgshjem.
Det er forstanderen på forsorgshjemmet, som træffer beslutning om, hvorvidt du
kan tage ophold der.

Du kan selv henvende dig til forsorgshjemmet, hvis du mener, at du har behov
for at bo midlertidigt på et forsorgshjem. Du behøver ikke kontakte
Høje-Taastrup Kommune, men du er velkommen til at kontakte kommunen for at få
råd og vejledning eller for at få hjælp til at finde et forsorgshjem. Det kan
også være, at du vil have sagsbehandlerens vurdering af, om et forsorgshjem er
det rette tilbud til dig.

Du kan ringe eller du kan sende en mail.

Telefon: 43 59 10 00

E-mail: socialhandicap@htk.dk

Forsorgshjemmet skal give
Høje-Taastrup Kommune besked senest tre dage efter du har taget ophold, samt
give besked senest tre dage efter at du er flyttet ud.

* * *

## **Hvad er sagsbehandlingstiden?**

Når du kontakter et forsorgshjem,
vurderer stedets forstander samme dag, om du kan få et midlertidigt ophold.

Hvis forsorgshjemmet vurderer, at
du ikke kan få et ophold, fordi du ikke er i målgruppen eller på grund af
pladsmangel, vejleder de dig om andre relevante tilbud.

* * *

## **Hvad er formålet med støtten?**

Formålet med støtten er at hjælpe dig til en varig boligløsning.

* * *

## **Hvad er kriterierne?**

Forsorgshjemmet foretager en
konkret og individuel vurdering af om du er i målgruppen, og Høje-Taastrup
Kommune vurderer, om du har behov for yderligere støtte.

Det er en betingelse, at du har
lovligt ophold i Danmark.

Du er
ikke i målgruppen, hvis der udelukkende er tale om akut bolignød.

* * *

## **Hvad indgår i støtten?**

På forsorgshjemmet får du tag
over hovedet og samtidig støtte til at lede efter en bolig og aktiverende
støtte og omsorg, der skal hjælpe dig til at blive selvhjulpen og i stand til
at bo i egen bolig.

Høje-Taastrup Kommune har en
målsætning om, at du bor på et forsorgshjem max tre måneder.

Forsorgshjem tilbyder en række ydelser, f.eks. rådgivning og
vejledning i økonomiske og sociale forhold samt støtte til at finde egen bolig.
Derudover kan der være støtte til udslusning til anden bolig. Det er ikke et
krav, at du er aktivt boligsøgende, men det vil altid være relevant at
boligsøgning indgå som et led i din handleplan.

Efterforsorg kan bevilliges af
forsorgshjemmets leder i direkte forlængelse af dit ophold. Ved efterforsorg
kan kontakten mellem dig og forsorgshjemmet bevares.

I forbindelse med din overgang til selvstændig
bolig fra forsorgshjem skal du tilbydes hjælp og støtte med henblik på at du
kan fastholde din bolig.

* * *

## **Hvad indgår ikke i støtten?**

Transportudgifter til og fra forsorgshjemmet indgår
ikke i støtten.

* * *

## **Hvad koster det?**

Ved
ophold på et forsorgshjem opkræves som udgangspunkt egenbetaling for logi med 100,77
kr. pr. døgn (2024-niveau). Hvis du har huslejeudgifter til egen bolig under
opholdet, betaler du som udgangspunkt ikke for logi på forsorgshjemmet.

 Der kan
være betaling for kost på forsorgshjemmet, afhængig af, om du selv er ansvarlig
for maden.

* * *

## **Hvem leverer støtten?**

Du kan henvende dig til et
forsorgshjem i hele landet. Tilbuddet
skal fremgå af [Tilbudsportalen](https://tilbudsportalen.dk/tilbudssoegning/landing/index).

 Som
udgangspunkt er det Høje-Taastrup Kommunes eget støttekorps, som leverer
bostøtten i overgang til egen bolig. Der er dog mulighed for, at bostøtten kan
leveres via forsorgshjemmet.

* * *

## **Hvornår og hvordan følger vi op?**

Senest to uger efter, at Høje-Taastrup
Kommune har fået kendskab til dit ophold på et forsorgshjem, vil
sagsbehandleren have lavet en aftale med dig om en samtale, hvor I skal følge
op på dit ophold og vurdere den fremtidige indsats.

Du skal være opmærksom på, at ved manglende overnatning, kan forstanderen udskrive
dig fra det pågældende forsorgshjem. Du kan efterfølgende indskrives på et
forsorgshjem igen.

Du tilbydes altid en handleplan. I forbindelse med
udarbejdelse af handleplan skal din sagsbehandler i samarbejde med dig tage
stilling til, om der er behov for socialpædagogisk støtte i forbindelse med
udflytning, samt tage stilling til valg af leverandør af
indsatsen.

Sagsbehandleren vil løbende under og efter ophold på forsorgshjem sammen med
dig følge op på, om du får den hjælp og støtte, du har behov for. Herunder om
støtten hjælper dig i retning af at kunne leve dit liv mere selvstændigt, eller
om der er behov for at gøre noget andet.

Hvis du og din sagsbehandler vurderer det relevant med yderligere støtte, vil
der blive udarbejdet en udredning heraf.

Høje-Taastrup
Kommune har en forventning om, at du aktivt samarbejder om at afklare din
fremtidige boligsituation, hvis du ikke har en bolig eller har behov for en ny
bopæl.  Herunder at du også søger en ny
bolig i områder, som ikke er dit første valg, men hvor du kan søge videre fra.
Udgangspunktet er ’Housing First’ tilgangen, hvor egen bolig er bedre til at
skabe rammerne for et godt og selvstændigt liv - fremfor ophold på
forsorgshjem.

* * *

## **Hvilke klagemuligheder har du?**

Du kan klage til Ankestyrelsen om
forstanderens afgørelse om optagelse eller udskrivelse fra forsorgshjemmet. Forstanderen skal herefter behandle din klage, og hvis
afgørelsen fastholdes, skal forstander sørge for, at den videresendes til
behandling hos Ankestyrelsen. Ankestyrelsen
vil så tage stilling til om forstanderens afgørelse er tilstrækkeligt
begrundet med udgangspunkt i loven.

Du kan derudover klage mundtligt
eller skriftligt til Høje-Taastrup Kommune om din afgørelse om egenbetaling, og
forsorgshjemmet kan hjælpe dig, hvis du har brug for det. Høje-Taastrup Kommune
kan vejlede dig telefonisk, hvis du ønsker det.

Kommunen skal overveje deres
beslutning igen. Hvis kommunen fortsat mener det samme, skal de sende din klage
til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen skal se på din klage og træffe en afgørelse.

Din klage skal stiles til:

Høje-Taastrup Kommune

Social- og Arbejdsmarkedscentret

Rådhusstræde 1

2630 Taastrup

E-mail: [socialhandicap@htk.d](mailto:socialhandicap@htk.dk)[k](mailto:socialhandicap@htk.dk)

Tlf. nr.: 43 59 16 90

* * *

## **Hvad siger loven om forsorgshjem?**

**Det fremgår af servicelovens §110 at;**

Kommunen skal tilbyde
midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale problemer, som
ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for

botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

**Det fremgår af servicelovens §85a at:**Kommunalbestyrelsen
kan tilbyde hjælp, omsorg eller støtte til udvikling af færdigheder efter de
specialiserede støttemetoder fra ’Housing First’ tilgangen til personer i
hjemløshed eller i risiko for hjemløshed, som har behov for hjælp, omsorg eller
støtte på grund af særlige sociale problemer.

* * *

## **Revideret og godkendt**

Godkendt af Byrådet den 20. november 2024.
