---
title: "Bæredygtighedsstrategi 2025-2030"
description: "Byrådet har i 2024 vedtaget en ambitiøs udviklingsstrategi, der sætter fællesskaber i centrum for Høje-Taastrup Kommunes udvikling."
date: "2026-08-31"
created: "2026-08-31"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen)

                    [Bæredygtighed](https://www.htk.dk/om-kommunen/baeredygtighed)

                [Bæredygtighedsstrategi 2025-2030](https://www.htk.dk/om-kommunen/baeredygtighed/baeredygtighedsstrategi-2025-2030)

# Bæredygtighedsstrategi 2025-2030

## Forord ved borgmesteren

Byrådet har i 2024 vedtaget en ambitiøs udviklingsstrategi, der sætter fællesskaber i centrum for Høje-Taastrup Kommunes udvikling. Strategien lægger op til en fælles indsats om at finde løsninger på de svære samfundsudfordringer vi står overfor, herunder klima- og biodiversitetskrisen, unges stigende mistrivsel og udfordringer med mental og fysisk sundhed. For at komme frem til de gode løsninger, er der brug for et bæredygtigt perspektiv hvor både miljø og trivsel tilgodeses, hvilket den nye bæredygtighedsstrategi skal hjælpe os i mål med.

I Høje-Taastrup Kommune vil vi arbejde sammen om at blive mere bæredygtige. Vi vil skabe rammerne for gode fællesskaber, der kan bidrage til bæredygtig udvikling i kommunen, i kvarteret og i hjemmet. Vi skal dyrke det lokale engagement og hjælpe bæredygtige initiativer til at spire og vokse sig stærke. Vi som kommune har et ansvar for at skabe de bedste forudsætninger for, at vores borgere kan træffe bæredygtige valg i deres hverdag og få den nødvendige støtte til at starte egne bæredygtige initiativer. En bæredygtig fremtid kræver, at vi alle bidrager og tager ansvar, og løsningerne skal derfor findes i samspil mellem kommunen, borgere, civilsamfund og virksomheder.

Gennem fælles indsats og samarbejde kan vi skabe en grønnere og mere bæredygtig kommune, hvor alle kan trives inden for planetens grænser. Vi ser frem til at fortsætte dette vigtige arbejde sammen med jer alle.

På vegne af Byrådet,
Michael Ziegler

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/64d035c7-29f6-4043-31d8-08dda22a7775?width=800)

## Vi står i en bæredygtighedskrise

Vores planet er under pres, og vi oplever store miljømæssige problemer samt sociale udfordringer som påvirker menneskers trivsel. For at understøtte arbejdet for en bæredygtig udvikling, har byrådet vedtaget denne bæredygtighedsstrategi, der arbejder for at skabe en tæt forbindelse mellem de miljømæssige og sociale indsatser.

I tråd med kommunens udviklingsstrategi, er bæredygtighedsstrategiens fokus på at løfte indsatser i fællesskaber der kan bidrage til det sunde liv, unges trivsel og skabe engagement i vores lokalsamfund samtidig med, at de bidrager til den bæredygtige udvikling. De initiativer der udvikles i forbindelse med denne bæredygtighedsstrategi, vil også bidrage til at opnå klimaplanens mål om en 50% CO2-reduktion i 2030 (i forhold til 2017) og netto-nul udledning i 2045.

Bæredygtighedsstrategien lægger ud med at præsentere en vision for den bæredygtige udvikling i Høje-Taastrup Kommune. Herefter uddybes begrebet bæredygtig udvikling og doughnut-modellen præsenteres, som det kompas der vil sikre en helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed. Til sidst beskrives de greb kommunen vil anvende for at skabe gode betingelser for en bæredygtig udvikling i samarbejde med andre.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/9cb24a61-fc20-4765-8f38-ed0643d2a898?width=800)

## Sammen om en bæredygtig fremtid

### - vores lokalsamfund, vores ansvar

### Vision

En bæredygtig fremtid er noget vi skaber sammen, og vi har brug for alle, lige fra børn og voksne til virksomheder og foreninger, til at hjælpe med at finde gode løsninger.

Vi vil fremme lokal bæredygtighed, som betyder, at vi i fællesskab bruger vores kreativitet, engagement og samarbejde til at gøre vores lokalsamfund mere bæredygtigt både miljømæssigt og socialt.
Lokal bæredygtighed handler om at bruge de idéer og kræfter folk har, til at løse de problemer, der findes lige her hvor vi bor. Kommunen vil hjælpe med at støtte og inspirere, og fjerne de ting der gør det svært, så vi sammen kan gøre en forskel for både miljøet og mennesker.

Når vi engagerer os i lokal bæredygtighed, handler det ikke kun om at arbejde med vores påvirkning på miljøet, men også om at skabe stærke fællesskaber, hvor vi hjælper hinanden og gør noget meningsfuldt sammen. At gøre noget meningsfuldt sammen giver glæde, styrker vores mentale og fysiske sundhed og øger trivsel i vores nærmiljø. Samtidig sikrer det, at løsningerne er bedre tilpasset lokale behov. Det handler om at vi gør vores lokalsamfund til et bedre sted at være.

Vi vil undervejs undersøge hvordan vores fælles indsats virker, og om det får folk til at trives bedre og være mere aktive i lokalsamfundet. Samtidig vi vil følge hvordan de igangsatte aktiviteter gavner klima og miljø.

### Mål

Målet er, at så mange som muligt engagerer sig, og at mindst 15% af vores borgere er involveret i lokale bæredygtige indsatser inden 2030. Jo flere der er med, jo lettere bliver det at inspirere endnu flere til at handle bæredygtigt og styrke vores fællesskab.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/ed782923-e261-4fbd-9ac0-f4a60a28f656?width=800)

## Hvad forstår vi ved bæredygtig udvikling?

En bæredygtig udvikling sigter mod at imødekomme nutidens behov, uden at ødelægge fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov. Det er en udvikling som kræver en balance mellem miljømæssige faktorer og menneskers trivsel. På nuværende tidspunkt er der en stor ubalance mellem vores forbrug og hvad planeten kan tåle.

Hvis danskernes nuværende forbrug var gældende for hele verden, ville vi have brug for hele fire jordkloder.

For at mennesker kan trives har vi nogle behov som skal tilfredsstilles, og planeten kan kun trives hvis vi, med vores handlinger, respekterer dens grænser. Det er denne balance den bæredygtige udvikling arbejder for at etablere – en balance der sikrer både mennesker og planetens trivsel.

### Doughnut-modellen

Doughnut-modellen præsenterer en helhedsorienteret tilgang til arbejdet med bæredygtig udvikling. Den kan fungere som et værktøj, der hjælper os med at finde ud af hvordan mennesker kan have det godt, uden at ødelægge planeten. Målet er at finde en balance, hvor vi både passer på miljøet og sørger for, at alle mennesker har det de skal bruge for at trives.

For at passe på planetens systemer har forskere udviklet nogle grænser, der estimerer hvor meget belastning de kan tåle, uden at der sker uoprettelige skader. Det kaldes de planetære grænser. Samtidig tager modellen højde for, at mennesker har brug for bestemte ting for at leve et godt liv, som for eksempel mad, sundhed og uddannelse. Det kaldes for det sociale fundament.

Doughnut-modellen, som er udviklet af forskeren Kate Raworth, viser os hvordan vi kan udvikle os på en måde, hvor både mennesker og miljøet får det bedre – det kaldes det sikre og retfærdige råderum for menneskeheden.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/aaf47be6-260b-43c7-b377-ef514a5ed4f4?width=800)

## Lokalt arbejde for en bæredygtig udvikling

I Høje-Taastrup Kommune vil vi bruge Doughnut-modellen til at skabe dialog i lokalsamfund om, hvordan man selv kan arbejde med bæredygtig udvikling. Ved at involvere borgere og lokale aktører gennem samarbejde og borgerinddragelse ønsker vi at fremme lokal handlekraft og engagement.

Med denne tilgang kan vi skabe en fælles forståelse og udvikle konkrete løsninger, som passer til lokalsamfundets unikke behov og ressourcer. Sammen kan vi skabe handling og visioner, der både forbedrer menneskers trivsel og sikrer miljømæssig bæredygtighed. Herunder uddybes hvordan man kan arbejde med de planetære grænser og det sociale fundament i en lokal kontekst.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/5dcbbf94-c58f-4d2f-9367-08de9a23d31e?width=800)

### Lokalt arbejde med de planetære grænser

#### Tab af biodiversitet

Når der bliver færre arter i naturen, bliver økosystemerne svagere. Det kan betyde mindre mad og dårligere livsbetingelser. Man kan hjælpe ved at plante blomster og træer, der giver hjem til bier, sommerfugle og fugle, eller ved at
lave grønne tage og byskove.

####
Områdeforandring

Når naturen bliver til landbrug eller byer, mister dyr og planter deres hjem, og der bliver mindre naturlig optagelse af CO2. I Danmark arbejder man nu på at skabe mere skov og vådområder og beskytte naturen bedre.

#### Kemisk forurening

Mange typer kemikalier kan forurene jord, vand og luft og er skadelige for mennesker, planter og dyr hvis vi indånder luften eller indtager mad dyrket på forurenet jord eller vand. Ved at mindske vores forbrug af disse kemikalier
samt bortskaffe dem forsvarligt, kan vi mindske deres negative påvirkning på miljøet.

#### Klimaforandringer

CO2 og andre drivhusgasser holder på varmen i atmosfæren og skaber klimaforandringer, der kan føre til storme, tørke, oversvømmelser og højere vandstand. Man kan hjælpe til at mindske drivhusgasudledning ved at plante
træer, forbruge mindre, bruge klimavenlig energi, spare på energien og cykle i stedet for at køre bil.

#### Ferskvandsforbrug

Hvis vi dræner for meget vand fra jorden, kan søer og vådområder tørre ud, og det bliver vanskeligere for planter og træer at få adgang til fugtig jord. Bliver vandet forurenet, er det skadeligt for de lokale økosystemer og kræver en
stor indsats at genoprette. Lokalt kan man arbejde med at beskytte vandressourcer ved at lave regnvandsbassiner og genoprette vådområder, så de kan holde på vandet og hjælpe biodiversiteten.

#### Kvælstof- og fosforudledning

For meget gødning i landbruget gør at kvælstof og fosfor udledes i jord og vand. Det fører til, at der kommer mange alger, som sluger al ilten i søer og vandløb, så fisk og andre dyr dør. I økologisk produktion kan man bedre sikre
sig, at gødning bruges forsvarligt og at der er beplantningsbælter omkring landbruget der fungerer som buffer for omkringliggende vandløb og søer.

### Lokalt arbejde med det sociale fundament

#### Indkomst og arbejde

Indkomst og arbejde hænger sammen med vores mulighed for at klare os i hverdagen og leve et godt liv. I nogle boligområder samarbejder Høje-Taastrup Kommune med boligforeninger og det lokale erhvervsliv for at hjælpe folk
med at få et job. De hjælper også unge med at finde fritidsjob.

#### Uddannelse

Uddannelse er vigtigt, fordi det hjælper os med at blive en del af samfundet. I nogle boligområder støtter kommunen op om indsatser sammen med boligforeningerne og frivillige forældre, så de kan hjælpe deres børn godt i gang i
skolen.

#### Mobilitet

At kunne bevæge sig rundt i byen og have nem adgang til det man skal i hverdagen betyder meget for vores trivsel. Lokalt kan man arbejde på at gøre det nemmere for ældre og personer med handicap at komme rundt. Man
kan også forbedre cykelstier eller lave ordninger, hvor folk kører sammen.

#### Social lighed

Mere lighed i samfundet gør, at vi har det bedre sammen. Man kan fx lave sociale mødesteder og frivillige projekter, hvor folk mødes og hjælper hinanden. Det skaber fællesskab og sammenhold, der kan være med til at skabe et
mere inkluderende lokalsamfund.

#### Adgang til information

At forstå og bruge information hjælper os til at tage gode beslutninger, og mulighed for at have indflydelse på vores samfund. Men ikke alle i kommunen taler godt dansk eller ved hvordan man benytter de offentlige digitale platforme.
Lokalt kan man lave frivillige indsatser om sprog og kommunikation med det offentlige.

#### Tryghed

Det er vigtigt, at vi føler os trygge og sikre, hvor vi bor. Lokale projekter kan hjælpe med at øge tryghed og mindske kriminalitet, fx ved at styrke naboskabet, lave sociale aktiviteter eller have god belysning og velholdte områder.

#### Bolig

At have et hjem er vigtigt for vores sundhed og trivsel. Kommunen samarbejder med boligforeninger om at sikre billige boliger, undgå at folk sættes ud af deres hjem, og hjælper unge med at finde deres første bolig. Lokalt kan man hjælpe borgere, som i en periode har brug for støtte til at bo selv. Man kan også arbejde med forskellige typer boformer, hvor man deles mere om ressourcerne, som for eksempel i bofællesskaber.

#### Sundhed

God sundhed handler om både krop og mental trivsel. Lokale fællesskaber kan hjælpe folk der er ensomme eller har svært ved at komme ud, fx gennem gåklubber og sociale caféer.

#### Mad

Mad påvirker både os og miljøet. I nogle områder kan man lave fælleshaver, hvor folk dyrker grøntsager sammen, eller samarbejder med supermarkeder om at mindske madspild ved at dele overskudsmad. Man kan også lave fælles madlavning for at skabe fællesskab.

#### Indflydelse

Det er vigtigt, at vi kan være med til at bestemme ting, der påvirker vores liv. Derfor støtter kommunen, at folk engagerer sig lokalt og får ressourcer til at udforske og realisere egne idéer.

## Sådan understøtter vi lokal handlekraft

Høje-Taastrup Kommune ønsker at skabe de bedste betingelser for lokal handling for en bæredygtig udvikling ved at vejlede, støtte, mobilisere, kompetenceopbygge, kommunikere og samarbejde med forskellige aktører.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/a982fe31-8d01-4611-9366-08de9a23d31e?width=800)

### Vi faciliterer fra idé til handling

For at finde frem til de løsninger som imødekommer de lokale behov, skal lokalsamfundene arbejdes med på en undersøgende og åben måde. Et projekt kan starte ved at kommunen eller borgere selv tager initiativ til et opstartsmøde,
hvor man drøfter lokale ønsker. Samtalerne tager udgangspunkt i det bæredygtige kompas, for at sikre at vi arbejder på tværs af grønne og sociale løsninger, og søger at komme frem til svar på to grundlæggende spørgsmål:

1. Hvordan kan dette lokalsamfund bidrage til den bæredygtige udvikling?
2. Hvordan kan alle mennesker i dette lokalsamfund trives?

Deltagerne sætter lokale mål og finder frem til initiativer der kan bidrage til at opfylde målene. Eksempler på lokale initiativer kan være at plante en miniskov i samarbejde med en lokal børneinstitution, klimavenlige fællesspisninger,
starte en reparationscafé eller byttemarked, deleordning for ladcykler eller at etablere et havefællesskab med fokus på biodiversitet. Sammen bliver man enige om hvilke idéer man ønsker at gå videre med, hvem der skal kontaktes for
at realisere idéerne og hvilken rolle den enkelte kan spille.

Målet er at de lokale kræfter selv skal arbejde for at realisere idéen, med støtte og vejledning fra kommunen.

### Vi vejleder

Vi skal arbejde med at skabe de nødvendige indgange til kommunen. Det skal være nemt at henvende sig med sin bæredygtige idé. Hos kommunen bliver man mødt med en organisering der er dedikeret til at hjælpe idéen igennem
det kommunale system, for eksempel ved at vejlede om lovgivning, lokalplan, puljeansøgninger, brug af offentlige byrum og lokaler og faglig sparring.

### Vi støtter

Det skal være nemt at ansøge om støtte til bæredygtige initiativer. Det er tydeligt hvilke puljer man kan ansøge, hvad en ansøgning skal indeholde og hvem der kan vejlede igennem processen. Udover at støtte bæredygtige initiativer
økonomisk, vil Høje-Taastrup Kommune stille fysiske mødefaciliteter til rådighed for grønne fællesskaber.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/0f2d95a5-236c-4851-9eee-7053c1166e50?width=800)

### Vi mobiliserer

Kommunen arbejder for at bringe lokale aktører sammen om at opdage fælles ønsker og handle i fællesskab. Ved at undersøge og identificere lokalt lederskab i eksisterende fællesskaber i foreningslivet, har vi mulighed for at engagere og mobilisere flere, end hvis vi prøver at henvende os til den enkelte borger. Det kan være ildsjæle i lokale sportsklubber, haveforeninger, lokale civilsamfundsorganisationer eller boligforeninger, der prøver at skabe forandring, men har brug for støtte i sit arbejde. Ved at mobilisere lokale kræfter til bæredygtig handling, ønsker vi at opbygge et netværk af bæredygtighedsambassadører ud over hele kommunen.

### Vi kompetenceopbygger

For at drive forandring kræves både engagement og kompetencer. Som en del af den faciliterende rolle, vil vi arbejde med kompetenceopbygning for bæredygtighedsambassadører. En uddannelse indenfor bæredygtig handling kan bidrage til mere selvtillid hos enkeltpersoner, som kan fungere som samlingspunkter for flere mennesker der ønsker at handle. Hvis vi sørger for at flere har de rigtige kompetencer er der muligheder for at vi når ud til endnu flere, og gennem forskellige kanaler. De styrkede kompetencer vil også hjælpe til at sikre, at de indsatser der bliver igangsat, har størst mulig positiv effekt.

### Vi kommunikerer

Vi skal igangsætte lokale samtaler om det gode liv indenfor planetens bæreevne, og vi arbejder med at skabe en ny fortælling om hvad vi kan løfte sammen i vores lokalsamfund. Kommunikation er et vigtigt værktøj for at sprede de gode historier og inspirere til handling. Vi skal dele og fejre de lokale initiativer og på den måde invitere endnu flere med. Man skal nemt kunne finde frem til arrangementer med et bæredygtigt fokus, både små og store. Kommunen skal bidrage til markeringer for bæredygtig udvikling, som for eksempel Klimahandledag og Verdensmålsugen.

### Vi samarbejder med flere aktører

Vi vil arbejde for at facilitere forpligtende partnerskaber som understøtter en bæredygtig udvikling. Vores samarbejdspartnere kan være aktive partnere i udviklingen af nye bæredygtighedsprojekter, fra idéfase til implementering, og spille en central rolle i at engagere og koordinere lokale initiativer. De kan også bruge deres platforme og netværk til at sprede budskabet om bæredygtighed og engagere endnu flere borgere.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/74731821-ddbe-418b-b297-f64b3e90c467?width=800)

                            [Download Bæredygtighedsstrategien for 2025-2030 (pdf)](https://www.htk.dk/p/MOLIRIMEDIA/f58cdd8c-5f7f-4481-9373-08de9a23d31e)
