---
title: "Lokalt beredskab"
description: "Er du forberedt på kriser? Du bør kunne klare dig selv i tre døgn, hvis en krise rammer"
date: "2026-11-05"
created: "2026-11-05"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen)

                    [Info om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen/info-om-kommunen)

                [Lokalt beredskab](https://www.htk.dk/om-kommunen/info-om-kommunen/lokalt-beredskab)

# Lokalt beredskab

Beredskab handler både om at kunne klare sig selv og om at kunne hjælpe hinanden. Her kan du læse om myndighedernes anbefalinger til hjemmeberedskab og få inspiration til, hvordan I lokalt kan skabe et fællesskab, der hjælper hinanden før og under en krisesituation.

## Hjemmeberedskab

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/fd506609-78dd-425c-bedd-72101a8d5088?width=800)

### Er du forberedt på kriser?

Myndighederne anbefaler, at du skal kunne klare dig selv i tre døgn, hvis en krise rammer.

En krise kan fx være et længerevarende strømsvigt, ekstremt vejr eller en anden hændelse, der påvirker hverdagen.

Når du er forberedt på en krise, så kan myndighederne koncentrere sig om at hjælpe dér, hvor behovet er størst.

### Hvad er et hjemmeberedskab?

For at kunne klare dig i tre døgn, anbefaler myndighederne, at du har et hjemmeberedskab klar. Der findes ikke ét rigtigt hjemmeberedskab. Styrelsen for Samfundssikkerhed har udarbejdet en række anbefalinger til at opbygge et robust hjemmeberedskab.

Det vigtigste at få styr på er:

- Vand og mad til tre døgn
- Hygiejneartikler
- Medicin og førstehjælpskasse
- Varme
- Lommelygte
- FM-radio på batteri, solceller eller håndsving
- Powerbank og batterier
- ﻿﻿Kontanter

Hvis du har brug for gode råd til dit hjemmeberedskab, kan du læse mere hos Styrelsen for Samfundssikkerhed: [Forberedt på kriser – sådan klarer du dig selv i tre døgn under en krise](https://samsik.dk/forberedt/)

Beredskabsforbundet tilbyder også et gratis kursus, hvor man kan få inspiration til at klare sig selv i 3 døgn: ['Kriseparat - klar dig selv i 3 døgn' GRATIS kursus hos jer](https://borgerberedskabet.dk/gratis-kursus-er-du-kriseparat/)

### Har naboen det du mangler?

Et godt hjemmeberedskab behøver ikke betyde, at alle har det hele. Tal med dine venner, dine naboer eller et andet fællesskab, og aftal, hvad I kan deles om.

Det kan også være du kender nogen, der ikke har plads til at opbevare et hjemmeberedskab. Vær nysgerrig på om der er nogen du kan hjælpe og tilbyd opbevaringsplads i din husstand eller på fællesarealer som kælder eller loft.

## Forberedt i fællesskab

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/124290ee-a9f6-48a9-aae0-46ea0c6a7c2a?width=800)

### Hjælp hinanden

Som borger og nabo kan du gøre en forskel, både for dig selv, dine nærmeste og for andre i dit lokalområde.

Selvom det er vigtigt, at hver husstand er forberedt på en krisesituation, står vi endnu stærkere, når vi hjælper hinanden – om det er i idrætsklubben, boligforeningen, grundejerforeningen eller nabolaget.

Fællesskaber er vigtige. Det er her vi kan hjælpe andre som til daglig klarer sig selv men som bliver særligt sårbare, når krisen rammer.

### Har I en plan?

Som fællesskab kan I igangsætte et lokalt beredskab på en nem og simpel måde.

Uanset om I er:

- en grundejerforening

- en ejerforening

- en almennyttig boligforening

- en andelsboligforening

- en landsby

- en idrætsforening – eller et andet fællesskab

… så kan det kan være en god idé at have en plan, hvis en krisesituation skulle opstå. Som fællesskab kan I igangsætte et lokalt beredskab på en nem og simpel måde.

Lokalt beredskab handler om at gå sammen om de mest basale behov som tryghed, mad, vand og varme.

#### Sammen lægger I en plan, hvor I:

- Har overblik over, hvem der kan hjælpe med hvad
- Er opmærksomme på naboer, der kan have brug for ekstra hjælp
- Har aftalt, hvordan I holder kontakt under en krise

Beredskabsforbundet står klar til at hjælpe jeres fællesskab i gang med et lokalt beredskab. Tjek deres hjemmeside ud, hvor de tilbyder forskellige workshops og kurser helt gratis: [Jeres fællesskab - BorgerBeredskabet.dk](https://borgerberedskabet.dk/nu/)
