Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Job hos os Ansættelsesprocessen

Ansættelsesprocessen

Ansættelsesprocessen og gode råd til jobsamtalen.

Sådan forløber ansættelsesprocessen typisk

Her i Høje-Taastrup kommune anvender vi det elektroniske rekrutteringssystem – Emply. Når du har søgt et job, modtager du altid automatisk en mailkvittering. Via e-rekrutteringssystemet har ansættelsesudvalgene løbende mulighed for at vurdere de indkomne ansøgninger. Det er dog først efter ansøgningsfristen, at det bliver besluttet, hvem der bliver indkaldt til samtale.

Hvis du bliver udvalgt til samtale, vil du via mail og evt. telefonopringning få besked om, hvor og hvornår du skal møde op. Desuden vil du få at vide, hvem der er til stede under samtalen.

Vi anvender som regel personprofil ved 2. samtale, når vi rekrutterer ledere. Det vil fremgå af stillingsopslaget, hvis der bliver anvendt personprofil. Du vil altid få en personlig tilbagemelding på din personprofil af en certificeret HR-konsulent. Profilens resultat vil aldrig stå alene, men er en del af det samlede billede af dig som kandidat til jobbet, som vi danner på baggrund af din ansøgning, dit CV, 1. og 2. samtale og resultatet af profilen. Hvis det bliver dig, der får tilbudt jobbet, vil vi altid tage en eller flere referencer, der indgår i beslutningen.

Gode råd til en god jobsamtale

Mange ansøgere efterspørger gode råd til, hvordan de kan forberede sig til jobsamtalen. Den optimale forberedelse afhænger naturligvis af det aktuelle job og din baggrund og motivation for at søge jobbet.

Generelt anbefaler vi dog følgende tommelfingerregler:

  •  Vær parat til at fortælle, hvorfor du gerne vil have netop det her job – og hvorfor vi skal vælge netop dig
  • Undgå at genfortælle hele din ansøgning og dit CV. Samtalen skal bygge oven på din ansøgning og give et mere nuanceret indtryk af, hvem du er, og hvordan du matcher det aktuelle job
  • Forbered konkrete spørgsmål til jobbet, arbejdspladsen, eller hvad du nu er særlig nysgerrig efter at høre mere om
  • Genlæs jobannoncen, så du har jobbeskrivelsen i frisk erindring

Afslag

Hvis du har været til samtale, men ikke får jobbet, vil du som hovedregel modtage et telefonisk afslag. Det vil typisk være en fra ansættelsesudvalget, der ringer dig op. Under samtalen vil du have mulighed for at stille spørgsmål til, hvorfor du ikke fik jobbet.

Hvis du ikke bliver indkaldt til samtale, vil du modtage et skriftligt afslag på din ansøgning. Afslaget kan godt være et stykke tid undervejs, da vi først skal have et endeligt ja fra den valgte kandidat, før vi giver afslag til resten af ansøgerne.

 
 

Hold dig orienteret om Høje-Taastrup Kommune

Rådhusstræde 1
2630 Taastrup

CVR: 1950 1817

Telefon: 43 59 10 00
Mail: kommune@htk.dk

Rådhusets åbningstider

Rådhusets lukkedage

Genveje