---
title: "Hjælp unge ud af nikotinafhængighed"
description: "I uge 44-46 sættes der fokus på unges brug af nikotin. Målet er at få flere unge til at søge hjælp til at slippe afhængigheden"
date: "2026-10-26"
created: "2026-10-26"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Informationer til dig fra din kommune](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/informationer-til-dig-fra-din-kommune)

                [Hjælp unge ud af nikotinafhængighed](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/informationer-til-dig-fra-din-kommune/hjaelp-unge-ud-af-nikotinafhaengighed)

# Hjælp unge ud af nikotinafhængighed

I uge 44-46 sættes der fokus på unges brug af nikotin. Målet er at få flere unge til at søge hjælp til at slippe afhængigheden

 Mange unge oplever, at nikotin hurtigt går fra at være noget, man prøver sammen med venner, til en vane, der er svær at slippe. Derfor deltager Høje-Taastrup Kommune i kampagnen *Fri eller fanget*, som i uge 44-46 skal gøre flere unge opmærksomme på, at der findes gratis hjælp til at stoppe med at bruge nikotin.

Kampagnen henvender sig til unge mellem 15 og 25 år, der bruger nikotinprodukter som vape, snus eller cigaretter. På sociale medier og gennem aktiviteter på ungdomsuddannelser, skoler, fritidstilbud og andre lokale mødesteder vil unge kunne møde budskabet om, at det er muligt at få hjælp, hvis de ønsker at ændre deres nikotinvaner.

## Børn og unge bliver hurtigere afhængige

Nikotin er et stærkt afhængighedsskabende stof, og børn og unge bliver hurtigere afhængige end voksne. Samtidig viser undersøgelser, at mange unge gerne vil ud af deres nikotinforbrug, men kan være i tvivl om, hvor de kan få hjælp.

En del af kampagnen peger på Stoplinien, som tilbyder gratis og anonym rådgivning via telefon og chat til unge, der ønsker hjælp til at stoppe med at ryge, vape eller bruge snus.

Kampagnen er en del af et partnerskab, hvor kommuner på Vestegnen og Sydamager samarbejder om at forebygge unges brug af nikotin og styrke sunde fællesskaber.

## Fakta

- Cirka hver tredje ung mellem 15 og 29 år bruger i dag et eller flere tobaks- eller nikotinprodukter
- Unge bliver hurtigere afhængige af nikotin end voksne
- Stoplinien tilbyder gratis rådgivning til unge, der vil stoppe med at bruge nikotin
- [Læs mere på hjemmesiden klarlivet.dk](http://www.klarlivet.dk/)
