---
title: "Nyt liv til Hovedgaden"
description: "Hovedgaden i Hedehusene får nyt liv med grønnere byrum og bedre opholdsmuligheder"
date: "2026-07-16"
created: "2026-07-16"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Informationer til dig fra din kommune](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/informationer-til-dig-fra-din-kommune)

                [Nyt liv til Hovedgaden](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/informationer-til-dig-fra-din-kommune/nyt-liv-til-hovedgaden)

# Nyt liv til Hovedgaden

Hovedgaden i Hedehusene får nyt liv med grønnere byrum og bedre opholdsmuligheder

I starten af efteråret går arbejdet med at forskønne Hedehusene Hovedgade i gang, og området står over for et markant løft med fokus på både byliv, grønne omgivelser og bæredygtighed.

## Markant løft

Hensigten med forskønnelsen er at give Hovedgadens sydlige side en ny og mere sammenhængende belægning, som skal skabe et flottere og mere indbydende gadeforløb. Samtidig skal der med projektet skabes nye opholdsområder med bænke, belysning og beplantning.

## Grønne øer skal skabe mere liv

Der vil langs gaden blive anlagt en række grønne øer med hjemmehørende træer og vilde stauder. Øerne indrammes af bænke og suppleres med ny belysning. De grønne elementer skal bidrage til en mere levende og attraktiv hovedgade året rundt.

## Fabriksvej bliver til en lommepark

Som en del af projektet omdannes Fabriksvej. Vejen lukkes for gennemkørende trafik og byrummet skærmes af med en bænk med ryglæn. Derved etableres en lille lommepark med plads til hverdagens møder, en kop kaffe i solen eller mindre arrangementer. Der tilføres også et spejlelement og nogle store natursten, der skal give lommeparken et legende og sanseligt udtryk, der skal invitere til ophold og aktivitet.

## Genbrug af materialer sænker klimaaftrykket

Bæredygtighed er tænkt ind som et centralt element i projektet. Derfor genanvendes Hovedgadens betonfliser, nu lagt i nye belægningsmønstre blandet med grus og natursten. Det nedbringer projektets samlede CO2-aftryk.

## Fælles indsats for en attraktiv hovedgade

Projektet er blevet til i tæt samarbejde mellem Høje-Taastrup Kommune og hovedgadens grundejere og erhvervsdrivende, sidstnævnte parter har bidraget med både opbakning, input og medfinansiering. Projektet samler på den måde grundejere, forretningsdrivende og kommune om en fælles ambition om at skabe en mere attraktiv, sammenhængende og levende hovedgade i Hedehusene.

## Visualisering

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/f087930f-2282-4dab-ba32-28c48d6bfea4?width=800)

*^Visualisering af Fabriksvej udarbejdet af OS Arkitekter. Bemærk, illustrationen viser projektets intentioner og overordnede udtryk. Det færdige anlæg kan afvige i væsentlige detaljer fra visualiseringen set her.^*
