---
title: "Skovgruppen søger medlemmer"
description: "Meld dig ind i Skovgruppen og bliv ambassadør for et nyt skov- og naturområde i Høje-Taastrup"
date: "2026-07-10"
created: "2026-07-10"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Informationer til dig fra din kommune](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/informationer-til-dig-fra-din-kommune)

                [Skovgruppen søger medlemmer](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/informationer-til-dig-fra-din-kommune/skovgruppen-soeger-medlemmer)

# Skovgruppen søger medlemmer

Meld dig ind i Skovgruppen og bliv ambassadør for et nyt skov- og naturområde i Høje-Taastrup

Vil du være med til at skabe et naturområde med de bedste vilkår for vild natur, biodiversitet og den gode naturoplevelse?

Høje-Taastrup Kommune har igangsat et skov- og naturprojekt, som bliver en udvidelse af Hakkemosen og en udbygning af kommunens rekreative områder.

## Plads til vild natur og stor artsrigdom

Ca. 1,5 millioner m3 ren jord skal være med til at skabe det kommende rekreative landskab, som i sammenhæng med Hakkemosen kommer til at rumme stor artsrigdom og basis for forskelligartede naturoplevelser.

Projektområdet ligger nord for Hakkemosen på den nordlige side af Holbækmotorvejen. Skov – og naturprojektet vil skærme området med en jordvold ud mod motorvejen. Anlæg er af vold, skov og natur er planlagt til at skulle ske etapevis over en årrække frem mod 2033.

## Visionen for området

Visionen er, at skov- og naturprojektet skal skabe rammer, der fremmer både biodiversitet, vild natur og nye naturoplevelser for kommunens borgere. For at det skal kunne virkeliggøres, skal naturen have de bedste vilkår at udvikle sig under og samtidigt skal projektet skabe plads til den gode naturoplevelse.

## Vær med i Skovgruppen

Du kan være med til at skabe rammerne, arbejde for et rigt naturliv og de gode naturoplevelser lige i din ”egen baghave”. Det kan du gøre ved at melde dig ind i Skovgruppen, som bliver projektets følgegruppe.

Skovgruppens medlemmer skal være ambassadører for naturområdet; de skal være med til at sætte retning for området, udbrede større kendskab til og forståelse for naturens behov, og være med til at skabe de bedste rammer for oplevelser i samhørighed med naturen. Der vil i projektet være fokus på at skabe plads til naturoplevelser som kan være samlende, give viden om naturen og gavne fysisk og mental sundhed.

## Sådan melder du dig

Hvis du har lyst til at være ambassadør for det nye naturområde, kan du melde dig ind i Skovgruppen. Det gør du ved at rette henvendelse til: Udviklingskonsulent Laura Bøndergaard Andreasen på lauraban@htk.dk.

## Første møde den 18. august

Skovgruppen vil mødes første gang d. 18. aug. Kl. 17-18.30. Hvor vi vil konstituere gruppen og planlægge de første aktiviteter, som kan finde sted på Naturens Dag 6. sept.

Skovgruppen vil igennem hele projektperioden være en dynamisk størrelse, hvor max 25 medlemmer kan være aktive ad gangen. De 25 personer bliver udvalgt efter først til mølle-princippet.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/8636076a-7bc4-4626-9de8-a2c63ac1b8a7?width=800)

*^Illustration udarbejdet af rådgivende firma Opland^*
