---
title: "6.-klasseselever i Høje-Taastrup Kommune får smagsprøve på fremtidens IT-job – i samarbejde med Microsoft"
description: "Et nyt samarbejde mellem Læringshuset, Roskilde Tekniske Skole og Microsoft bringer store tech-muligheder helt tæt på elever i Høje-Taastrup"
date: "2026-02-17"
created: "2026-03-05"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Nyheder](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder)

                [6.-klasseselever i Høje-Taastrup Kommune får smagsprøve på fremtidens IT-job – i samarbejde med Microsoft](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder/6-klasseselever-i-hoeje-taastrup-kommune-faar-smagsproeve-paa-fremtidens-it-job-i-samarbejde-med-microsoft)

# 6.-klasseselever i Høje-Taastrup Kommune får smagsprøve på fremtidens IT-job – i samarbejde med Microsoft

Et nyt samarbejde mellem Læringshuset, Roskilde Tekniske Skole og Microsoft bringer store tech-muligheder helt tæt på elever i Høje-Taastrup

Elever fra 6. klasse i
Læringshuset i Høje-Taastrup Kommune får i øjeblikket lov til at prøve kræfter
med IT-verdenen i et helt særligt undervisningsforløb. I samarbejde med
Roskilde Tekniske Skole og Microsoft – der netop er ved at etablere et stort
datacenter i Høje-Taastrup Kommune – bliver eleverne introduceret til, hvordan
det er at arbejde med teknologi og IT i praksis.

Forløbet hedder *Junior-Tech-Medarbejder*
og kobler sig til fag som Teknologiforståelse, Engelsk og Uddannelse & Job.
Eleverne arbejder med konkrete problemstillinger fra Microsofts hverdag og
møder både medarbejdere fra datacentret i Høje-Taastrup og ansatte fra resten
af organisationen.

## Lokalt samarbejde med store
perspektiver

Borgmester Michael Ziegler glæder sig over det stærke samarbejde:

- I Høje-Taastrup prioriterer
vi partnerskaber med både uddannelser og virksomheder. Når elever fra vores
skoler får mulighed for at arbejde med ægte IT-problemstillinger sammen med
Microsoft og Roskilde Tekniske Skole, så tager vi et vigtigt skridt i udviklingen
af vores kommende campusmiljø og spændende uddannelsesmuligheder for de unge,
siger han.

Microsofts datacenter i
Høje-Taastrup bliver en del af en større digital infrastruktur i regionen – og
samarbejdet med skolerne er med til at sikre, at de lokale unge også får del i
de muligheder, det bringer.

- Når vi bygger datacentre, vil
vi også investere i de mennesker, der bor omkring dem. Det handler både om
fremtidens kompetencer og social bæredygtighed, siger Mette Kaagaard, Microsoft
Danmarks administrerende direktør.

I Høje-Taastrup prioriterer vi partnerskaber med både uddannelser og virksomheder. Når elever fra vores skoler får mulighed for at arbejde med ægte IT-problemstillinger sammen med Microsoft og Roskilde Tekniske Skole, så tager vi et vigtigt skridt i udviklingen af vores kommende campusmiljø og spændende uddannelsesmuligheder for de unge

                Michael Ziegler, borgmester

Vibeke Pakkenberg, uddannelsesdirektør på Roskilde Tekniske Skole, ser stor værdi i samarbejdet:

- Vi er glade for at være en del af Campus Høje-Taastrup. Det giver vores elever nye indgange til IT-faget og styrker interessen for de tekniske erhvervsuddannelser, siger hun.

Lærer Hamayun Latif Butt fra Læringshuset, der har været med til at udvikle forløbet, tilføjer:

- Det er superspændende for vores elever at møde både fagpersoner og elever fra Roskilde Tekniske Skole og Microsoft. Det giver dem en fornemmelse af, hvordan deres skolearbejde hænger sammen med virkeligheden.

## Campus Høje-Taastrup: Et stærkt fællesskab for unge

Initiativet er en del af Høje-Taastrup Kommunes campuspartnerskab, hvor otte uddannelsesinstitutioner og virksomheder arbejder sammen om at skabe stærke lærings- og udviklingsmiljøer for unge i byen – især i Vidensbyen i Gadehavekvarteret.

Microsofts medvirken i projektet er endnu en styrkelse af dette arbejde, som også tæller samarbejder med fx Roskilde Universitet, Teknologisk Institut og SOSU H, der har åbnet ny afdeling i Taastrupgård.
