---
title: "Byrådet så vejen til lokaldemokratiet"
description: "Fredag den 22. maj tog Høje-Taastrup Kommunes byråd på den årlige vejbesigtigelse. Her mødte politikerne borgere dér, hvor ønsker, udfordringer og idéer til kommunens veje, stier og byrum helt konkret kan ses og mærkes."
date: "2026-05-22"
created: "2026-05-22"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Nyheder](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder)

                [Byrådet så vejen til lokaldemokratiet](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder/byraadet-saa-vejen-til-lokaldemokratiet)

# Byrådet så vejen til lokaldemokratiet

Fredag den 22. maj tog Høje-Taastrup Kommunes byråd på den årlige vejbesigtigelse. Her mødte politikerne borgere dér, hvor ønsker, udfordringer og idéer til kommunens veje, stier og byrum helt konkret kan ses og mærkes.

I mere end 40 år har byrådet i Høje-Taastrup Kommune hvert år sat sig i bussen og kørt rundt i kommunen på den såkaldte vejbesigtigelse.

I år deltog 18 ud af 21 byrådsmedlemmer.

Undervejs stod borgere, grundejerforeninger, skoler og lokale aktører klar til at møde politikerne på de steder, hvor de havde ønsker eller bekymringer. Det handlede blandt andet om støj, parkering og hastighed, men også om tryghed, fremkommelighed, cykelstier, fortove og trafiksikre skoleveje.

På årets rute skulle byrådet blandt møde andet borgere på Blichersvej om ønsket om en støjskærm, repræsentanter fra Taastrup Bymidte om forskønnelse af Axeltorv, borgere ved Røjlevangen og Stillidsvej om hastighedsdæmpning, institutionen Drømmekilen om parkeringsforhold, Torstorp Skole om kiss and ride-parkering og beboere på Liselundager om nedslidte trapper og adgangsforhold.

- Formålet med dagen er ikke, at vi politikere skulle love løsninger på stedet. Formålet var at lytte, se forholdene med egne øjne og få administrationens faglige vurderinger med, før sagerne senere kan indgå i den politiske behandling, forklarer Lars Prier, formand for Teknisk Udvalg.

## **Fælles ansvar for kommunens udvikling**

Dagen begyndte i Driftsbyen med morgenmad og gennemgang af programmet, inden bussen kørte ud i kommunen. Ved hvert stop steg byrådet ud af bussen og mødte de borgere, som havde bedt kommunen se nærmere på en konkret problemstilling.

Embedsmændene noterede, borgerne forklarede, og politikerne stillede spørgsmål. Efterfølgende vil administrationen udarbejde konkrete forslag, som byrådet senere kan tage stilling til.

Nogle gange betyder det, at forholdene forbliver uændrede. Andre gange fører borgernes input til nye fortove, bedre afmærkning, ændrede parkeringsforhold, forskønnelse eller andre trafikale forbedringer.

- Dagen er samtidig et billede på samarbejdet i byrådet. I bussen sidder vi på kryds og tværs af partier, taler sammen og lytter til de samme borgere og faglige vurderinger. Selv om vi naturligvis til tider kan have skarpe politiske diskussioner, viser vejbesigtigelsen, at hele byrådet tager fælles ansvar for kommunens udvikling, siger borgmester Michael Ziegler.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/dafe3ea6-57ec-4aaa-37d4-08deb4ddfbdb?width=800)

*Byrådet er klar til en tur rundt i kommunen*

Hele byrådet tager fælles ansvar for kommunens udvikling

                Michael Ziegler, borgmester
