---
title: "De Seks Glemte Kæmper fylder 10 år"
description: "Høje-Taastrups glemte kæmpe, Teddy Venlig, fylder 10 år, og det samme gør hans fem søskende – stor skattejagt og fælles fødselsdagsfejring i naturen."
date: "2026-06-29"
created: "2026-06-29"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Nyheder](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder)

                [De Seks Glemte Kæmper fylder 10 år](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder/de-seks-glemte-kaemper-fylder-10-aar)

# De Seks Glemte Kæmper fylder 10 år

Høje-Taastrups glemte kæmpe, Teddy Venlig, fylder 10 år, og det samme gør hans fem søskende – stor skattejagt og fælles fødselsdagsfejring i naturen.

Høje-Taastrups glemte kæmpe, Teddy Venlig – af mange blot kendt som ’Trolden’ – fylder 10 år i år. Det samme gør hans fem søskende: Sovende Louis, Trine på Bakken, Oskar under Broen, Thomas på Bjerget og Lille Tilde.

For at markere jubilæet er de seks vestegnskommuner Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk gået sammen om en fælles fejring af de kunstværker, der gennem et årti har fået tusindvis af mennesker til at opleve naturen på nye måder.

## Skattejagt med flotte præmier

Fra den 26. juni til den 6. september inviteres borgere og besøgende til at gå på opdagelse i naturen på Vestegnen og gå på jagt efter Vestegnens glemte kæmper.

Som præmier for at finde *De Seks Glemte Kæmper* udloddes 10 præmier med 5 fribilletter til ARKEN Museum for Samtidskunst, hvor man kan opleve flere af Thomas Dambos’ trolde og prøve kræfter med selv at bygge en trold i deres ’troldeværksted’.

På bibliotekerne i Høje-Taastrup Kommune kan man hente et skattekort, der viser, hvor kæmperne er. Ved hver kæmpe findes et skilt med kæmpens navn og nummer.

Finder man fire eller flere af troldenumrene, kan man deltage i lodtrækningen om billetterne til ARKEN. Troldenumre og kontaktoplysninger indsendes via [skattejagtens hjemmeside.](https://www.hvidovre.dk/kultur-og-fritid/foreninger-og-fritid/paa-tur-i-hvidovre/skulpturskattejagt/deltag-i-lodtraekning "konkurrencens hjemmeside.")

## Kæmpernes fødselsdag fejres på Naturens Dag

Kæmperne er tæt knyttet til de naturområder, de står i og Thomas Dambos grundlæggende tanke med træskulpturerne, at rette vores opmærksomhed på mindre forbrug og i stedet flere gode oplevelser i naturen. Derfor giver det mening at fejre 10 års fødselsdagen på Naturens Dag den 6. september.

Alle seks kommuner arrangerer d. 6. september 2026 sjove og familievenlige aktiviteter med udgangspunkt i deres egen kæmpe og områdets særlige natur- og kulturtilbud. Mere information om de lokale fødselsdagsarrangementer offentliggøres løbende på kommunernes hjemmesider, sociale medier og i lokale medier.

## Vestegnen har kunst af international interesse

De Seks Glemte Kæmper blev skabt i 2016, da kommunerne bag Vestegnens Kulturuge inviterede kunstneren Thomas Dambo til at opføre seks store figurer af genbrugstræ i lokale naturområder.

Dambo gav projektet navnet *De Seks Glemte Kæmper* og insisterede på, at figurerne skulle gemme sig i naturen, så besøgende selv måtte lede efter dem. Siden da er de blevet populære udflugtsmål for både lokale, nationale og internationale gæster. I dag findes Thomas Dambos trolde over hele verden, men De Seks Glemte Kæmper var blandt de allerførste.

Interessen for Thomas Dambos kunst er fortsat stor. Kunstneren er aktuelt repræsenteret på ARKEN Museum for Samtidskunst i Ishøj med udstillingen *The Garbage Man*, der vises fra den 24. maj til den 29. november 2026. Udstillingen giver publikum mulighed for at opleve hans karakteristiske univers skabt af genbrugsmaterialer og fortællingen om de trolde, der siden har indtaget naturområder verden over.

## Fakta

- Skattejagten løber fra 26. juni til 6. september 2026.
- Der udloddes 10 præmier med 5 fribilletter til ARKEN Museum for Samtidskunst.
- De Seks Glemte Kæmper findes i Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk.
- Kæmperne blev skabt af kunstneren Thomas Dambo i 2016 af genbrugstræ.
- Kæmpernes 10-års jubilæum kulminerer med lokale arrangementer i alle seks kommuner på Naturens Dag den 6. september 2026.
- [Link til skattejagten på Hvidovre Kommunes hjemmeside.](https://www.hvidovre.dk/kultur-og-fritid/foreninger-og-fritid/paa-tur-i-hvidovre/skulpturskattejagt/deltag-i-lodtraekning "Link til skattejagten på Hvidovre Kommunes hjemmeside.")
