---
title: "Den Grønne Erhvervspris 2025 er nu plantet"
description: "Sidste år modtog Anders Andersen’s Rengøring Den Grønne Erhvervspris 2025. I dag blev et flerstammet ambratræ på 3,5-4 meter plantet på hjørnet af Hveen Boulevard og Høje Taastrup Vej."
date: "2026-04-22"
created: "2026-04-22"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Nyheder](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder)

                [Den Grønne Erhvervspris 2025 er nu plantet](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder/den-groenne-erhvervspris-2025-er-nu-plantet)

# Den Grønne Erhvervspris 2025 er nu plantet

Sidste år modtog Anders Andersen’s Rengøring Den Grønne Erhvervspris 2025. I dag blev et flerstammet ambratræ på 3,5-4 meter plantet på hjørnet af Hveen Boulevard og Høje Taastrup Vej.

Den Grønne Erhvervspris uddeles af Høje-Taastrup Kommune og hylder en virksomhed, der gennem mange år har været frontløber i den grønne omstilling. Anders Andersen’s Rengøring var den første landsdækkende rengøringsvirksomhed, der blev svanemærket. De arbejder målrettet med at genanvende ressourcer og viser i praksis, hvordan en hel branche kan skubbes i en grønnere retning.

Med prisen følger et træ, som plantes i Høje-Taastrup Kommune efter dialog med vinderen. I dag blev et flerstammet ambratræ på 3,5-4 meter plantet på hjørnet af Hveen Boulevard og Høje Taastrup Vej. Det er en trætype, der egner sig til at blive plantet på denne tid af året – meget symbolsk i uge 17, der er klima- og bæredygtighedsuge.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/bbc1d041-73e1-4fcf-81b4-08de9ba436cb?width=800)

*Borgmester Michael Ziegler og direktør Anders Andersen ved det nye træ*

- Anders Andersen’s Rengøring er en virksomhed, der har vist, hvordan innovation kan omsættes til konkrete, grønne løsninger i hverdagen. Vi har valgt, at der med prisen følger den ære at få mulighed for at plante et træ i kommunen. Fordi at plante et træ er symbol på, at noget vi gør i dag, også har betydning for kommende generationer. Ligesom jeres tiltag har betydning. Derfor håber jeg, at jeres tilgang og dedikation til bæredygtighed vil brede sig og vokse hos andre virksomheder her i kommunen, ligesom træets rødder vil her på dette sted, sagde borgmester Michael Ziegler.

- Vi er en praktisk virksomhed, så for os er træet et godt fysisk symbol og eksempel på en reel miljøindsats. Det er det synlige bevis på, at det at tage ansvar ikke er mere abstrakt end at plante et træ. Vi har et stykke skov, hvor vi i flere årtier har plantet træer. Det er blevet et element i virksomhedens identitet og kultur, som vi er stolte af, sagde direktør Anders Andersen.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/29f1dbd0-aae9-4fd5-81af-08de9ba436cb?width=800)
*I bæredygtighedens tegn fik de tilstedeværende tilbudt en romkugle at styrke sig på. Romkugler er jo godt genbrug af overskydende kage. De tilhørende og nødvendige servietter var af genbrugspapir.*

Derfor håber jeg, at jeres tilgang og dedikation til bæredygtighed vil brede sig og vokse hos andre virksomheder her i kommunen, ligesom træets rødder vil her på dette sted

                Michael Ziegler, borgmester
