---
title: "Folkeparken i Taastrup modtager 24 mio. kr."
description: "En ny, stor bypark er rykket et vigtigt skridt nærmere. Nordea-fonden har støttet etableringen af Folkeparken i Taastrup med 24 mio. kr. Dermed er finansieringen af det ambitiøse projekt kommet på plads."
date: "2026-08-20"
created: "2026-08-20"
---

[Hjem](https://www.htk.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.htk.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Nyheder](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder)

                [Folkeparken i Taastrup modtager 24 mio. kr.](https://www.htk.dk/om-kommunen/presserum/nyheder/folkeparken-i-taastrup-modtager-24-mio-kr)

# Folkeparken i Taastrup modtager 24 mio. kr.

En ny, stor bypark er rykket et vigtigt skridt nærmere. Nordea-fonden har støttet etableringen af Folkeparken i Taastrup med 24 mio. kr. Dermed er finansieringen af det ambitiøse projekt kommet på plads.

Med sine 32 hektar bliver Folkeparken på størrelse med cirka 45 fodboldbaner og dermed et af de største sammenhængende grønne byrum i kommunen.

Den store sammenhængende park gennem den østlige del af Taastrup skal binde byens hverdagsliv, natur, fritid og fællesskaber sammen på tværs af boligområder, idrætsfaciliteter og rekreative områder.

Den samlede estimerede anlægssum for Folkeparken er 70,49 mio. kr. Finansieringen sker i et tæt samarbejde mellem Høje-Taastrup Kommune, Nordea-fonden og HTK Forsyning A/S, som hver bidrager med cirka en tredjedel af finansieringen.

## **Et visionært projekt for generationer**

Folkeparken kommer til at rumme nye stiforbindelser, aktivitetsområder, opholdssteder, natur- og læringsmiljøer samt regnvandsbassiner, der både bidrager til klimatilpasning og skaber nye naturoplevelser. Samtidig skal parken styrke biodiversiteten, skabe bedre forbindelser mellem byens områder og danne ramme om både organiserede og uformelle fællesskaber.

– Folkeparken er et af de mest visionære projekter, vi har arbejdet med i Høje-Taastrup Kommune i mange år. Med Nordea-fondens støtte kan vi nu skabe et grønt samlingspunkt, der vil få betydning for generationer af borgere. Parken bliver et sted, hvor man kan mødes, være aktiv, opleve naturen eller bare finde ro i hverdagen. Jeg vil gerne rette en stor tak til Nordea-fonden for at se potentialet i projektet og for at bidrage til, at visionen kan blive til virkelighed, siger Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune.

- Folkeparken bliver et mødested, der binder forskelligartede bykvarterer sammen af stier, grønne rum og nye mødesteder. Ambitionen er at bringe natur og friluftsliv tættere på flere borgere og gør det let at være aktiv i hverdagen. Vi glæder os til at se, hvordan parken kan bidrage positivt til at skabe flere gode liv og stærkere fællesskaber, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.

## **Lokal inddragelse**

Parken skal være tilgængelig for alle og invitere børn, unge, familier, ældre, foreninger og institutioner til at bruge området på mange forskellige måder.

Projektet bygger på en omfattende lokal inddragelsesproces, hvor borgere, foreninger, institutioner og andre aktører har bidraget til udviklingen af visionen. Målet er at skabe en park, der både styrker livskvaliteten i hverdagen og bliver et nyt grønt vartegn for Taastrup.

Arbejdet med Folkeparken gennemføres i perioden 2026-2029. Høje-Taastrup Kommune har allerede taget de første skridt med etableringen af et nyt ankomstområde og en friluftspavillon, som blev opført i 2025.

![](https://www.htk.dk/i/MOLIRIMEDIA/c6de3eed-0b85-41b3-839e-299fe4f3ce64?width=800)
*Visualisering*

## **Fakta om Folkeparken**

- Folkeparken bliver cirka 32 hektar stor.
- Parken strækker sig gennem den østlige del af Taastrup.
- Samlet estimeret anlægssum: 70,49 mio. kr.
- Nordea-fonden støtter projektet med 24 mio. kr.
- Finansieringen sker i samarbejde mellem Høje-Taastrup Kommune, Nordea-fonden og HTK Forsyning.
- Projektet gennemføres i perioden 2026-2029.
